Fra kogt frø til konedøv
Kan vil holde til fremtidens digitale støj og evige online tilværelse? I fremtiden det bliver en vigtig kompetence at kunne ”minimize”. At evne at vælge ud og vælge fra og turde stå af noget indimellem.
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende september 2014
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Opskriften på et godt ægteskab er at blive konedøv, betroede en af mine ældre mandlige kollegaer mig engang. Med en udpræget selektiv hørelse kunne han bedre kapere sin ret snakkende kone og nøjes med at tage det vigtige ind. Dengang i mine øjne en munter, men ret provokerende mandschauvinistisk udtalelse. I dag tænker jeg, at han havde ret. I fremtiden bliver det en central kompetence at være konedøv.
Hvis man putter en frø i en gryde med kogende vand, vil den straks springe op. Lægger man den i koldt vand og skruer langsomt op, vil den begejstret tilvænne sig varmen og ikke nå at springe op, før det er for sent. Historien om den lille frø bliver ofte brugt til at forklare stress. Når tilbuddene strømmer ind, har vi det skønt. Men når arbejds- og informationsmængden skrues op, opdager vi først vores overload, når vi går ned med stress, depression eller angst. I vinter var jeg selv ved at blive en digital kogt frø.
Internet, smartphone, Facebook. Det er kommet snigende og lokkende. Fra at information var begrænset, flyder information frit på nettet. Et sandt info-overload og en digital online tilværelse 24/7. Verdens store temaer flyver inde i vores dagligstue, og vi vil blive vænnet til et ekstremt højt pirringsniveau. Samtidig har de nære relationer udviklet sig til en digital navlesnor og evig sms-tikken: ”Mor, må jeg tage en småkage”, ”Åh jeg bliver nødt til at tage min mobil, der er min mand…. min datter…min kollega på et vildt vigtigt projekt”, forstyrrer helt naturligt vores samtaler og møder. Bedst som du tror, du er i dialog med din mand, fader kontakten pga. et afgørende fodboldresultat på Ipadden. Forstyrrelserne er konstante. En ung fyr, jeg interviewede for nylig, sagde det så skarpt omkring Facebook. ”Det er den elektroniske heroin. Det tager ens tid, og man glemmer alle de vigtige ting.”
Du skal lære at minimize, rådede en god veninde. Se dit liv som en pc og overvej, hvad der skal være på din skærm, hvornår. Noget af en udfordrende øvelse for en åben og nysgerrig person som mig: Afmelding af ligegyldige forstyrrende nyhedsbreve og mindre tid på Facebook. En skarp minimering af sms-forbrug og en nedprioritering af ikke presserende mails og sms. Selvfølgelig svarer jeg fortsat mine kunder ASAP og er på, hvis en af mine kære har akut brug for en snak. Men ellers regulerer venligt men bestemt andres behov for at komme op på min skærm NU. Indimellem sidder jeg bare og kigger på en helt tom skærm og møder den ro, energi og mening, der pibler frem, når man tør isolere sig og tåle stilheden for en stund.
Måske min nødvendige ”omvending” blot er et alderdomstegn. Nogle forskere mener, at de unge godt kan holde til det. De er ”digitalt indfødte”, vant til navigere i info-infernoet fra helt små og har derfor udviklet en anden struktur i hjernen. Modsat voksen-generationen, de digitale immigranter, der aldrig helt vil kunne kapere mosten. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om vi virkelig er biologisk udrusterede til at tåle ”støjen”. Om vi ikke bliver nødt til at finde en ny måde at håndtere fremtidens digitale online tilværelse? For vores egen skyld og for samfundets skyld. Overkogte hjerner er hverken særligt effektive eller kreative, og flere og flere går ned med stress.
Jeg tror, at det i fremtiden bliver en vigtig kompetence at kunne ”minimize”. At evne at vælge ud og vælge fra og turde stå af noget indimellem. Så jeg må nok give min gamle kollega ret. Hvis du ikke vil ende som en kogt digital frø, er det et godt fif at blive lidt ”konedøv” i fremtiden!
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: