
Når blot bilen er grøn i fremtiden
Byder fremtiden på mere klimaaktivisme og hvordan får vi en en nuanceret dialog om klimaudfordringerne? 3 scenarier for tidsånden og fremtidens klimaløsninger
Bragt i Århus Stiftstidende september 2022
Af Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker, Futuria
Har I også skiftet til elbil, var indgangssalutten, da en af mine bekendte ankom til fredags øl. Den nyslåede klimabilist strålede, og andre stemte i med de rigtige toner. Her kunne kun siges noget meget grønt og politisk korrekt.
Kækt kom jeg til at sige, at jeg var kørt i min dieselbil, og så var der da godt nok lige rap over snuden og lukket af for bare noget, der kunne minde om en fornuftig diskussion om vejen til et mere bæredygtigt samfund.
Det gode samfund?
Det er en erhvervsskade, er jeg bange for. Bliver luften for tyk af én rigtig måde at se verden på, må jeg åbne et vindue af debat for at få luft.
Det stammer helt tilbage fra studietiden, hvor vi ivrigt diskuterede: Hvad er egentlig det gode samfund? Hvor tit har vi ikke i min læsegruppe, sagt hinanden ret imod, skiftet standpunkt og nærmest grædt af tvivl i takt med, at de Blå Thor fløj ned i den belæste studenterhals.
Selv i dag kan jeg bevæge mig igennem næsten hele spektret af de politiske partiers ideer og blive i tvivl.
Tvivl som motor
Samtidig er tvivlen det vigtigste redskab i mit arbejde. Som fremtidsforsker skal man forholde sig neutralt og analysere med vidt forskellige perspektiver for at kunne skabe og styre en nyttig debat om en virksomheds udfordringer i fremtiden. Derfor bruger jeg ofte flere fremtidsscenarier
En opgave i nyere tid handlede om noget så konkret som affald og genbrug – hvordan får vi folk til at opføre sig mere grønt?
Grønne og effektive?
I det ene scenarie antog vi, at folk er individualister, der ønsker nemme løsninger i hverdagen. Der er tillid til, at videnskaben og eksperterne er de bedste til at udvikle fremtidens grønne højteknologiske løsninger.
Her kan de mest virksomme løsninger være kemiske affaldssystemer, digital anvisning på genbrugspladsen, feedback, og belønning ved korrekt adfærd.
En elbil skal kunne køre langt på batteriet og lade hurtigt. Vi er kun grønne, hvis det er effektivt.
Antivækst og deleøkonomi?
I det næste scenarie er holdningen, at vi har haft en uholdbar økonomisk vækst og nu har naturen talt til os. Tilliden til eksperterne kan ligge på et lille sted, vi gør det selv med deleøkonomi, antivækst og nærproduktion.
Genbugspladsen skal indrettes som et mødested, med hyggesortering, undgå produktspild og normer for korrekt grøn opførsel.
Elbilen vil her enten være meget lille og miljøuskyldig eller en stor fætter til samkørsel.
Sjov bæredygtighed?
Endelig har vi et scenarie, hvor livet skal føles godt for MIG. Oplevelsesøkonomien strutter og klima, virus og krig er blot innovationsdrivere for ny spændende udvikling. Bæredygtig livsstil skal være med nydelse og lækkerhed.
På genbrugspladsen skal der være sjove teknikløsninger, unikke genbrugsboder og empatiske affalds- og genbrugscoaches.
Taler vi elbil, skal den være unik, lækker og stimulere til gode oplevelser.
Bedre løsninger med scenarier
Tre forskellige bud på det, vi kalder tidsånden, altså hvordan flest muligt mennesker vil tænke og derfor bedst kunne lokkes til en mere grøn livsstil.
Med scenarier undgår man sort/hvid tankegang, og det skaber ofte bedre og mere nuancerede løsninger.
Klimaaktivisme
Jeg har netop læst lidt af en fremtidsgyser, hvor klimaspørgsmålet har skabt en sort/hvid verden.
Bogen hedder ”København, Udateret” og foregår i en fremtid, hvor der er et skel mellem de folk, som har meldt sig ind i klimabevægelsen Brodenberg og de, der ikke har. Kun medlemmer kan handle i mange butikker, via samarbejde med Google kontrolleres borgernes klimaadfærd og unge laver sabotage og bryder med deres forældre, hvis de insisterer på deres ret til bøf og frihed.
En fremtid der ikke er helt fremmed, hvis man ser på unge klimaaktivister, der lænker eller limer sig fast foran fødevarevirksomheder for at forhindre udkørsel af varer eller bryder ind på landingsbaner for at hindre fly i at lette.
En ungdom, der måske har mistet tilliden til den gode vilje og til, at FN´s verdensmål er nok. Forældrenes køb af elbil er blot patetisk aflad.
Klima med på bundlinjen i fremtiden
Da bilen blev allemandseje bl.a. i form af Ford T, skulle Henry Ford have sagt: "Folk kan få deres bil i enhver ønskelig farve, så længe den er sort." Sort skulle tørre hurtigere end andre farver og dermed kunne produktionstiden på samlebåndet forkortes.
Nok masseproducerer vi fortsat, men i fremtiden skal bæredygtighed med på bundlinjen, hvis en virksomhed skal leve op til FN´s klimamål og tidsånden i det hele taget. Og min egen næste bil kan have alle farver – blot den kører på grøn el.
Foredrag: Fremtidens forbrugere og klima
Fremtidsbiblioteket: Sådan undgår vi klimakatastrofen
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: