SELV-oppusteligt, tak!
I fremtiden bliver der fuld fart på sundhedsteknologien og de unge vilde ældre
Bragt som klummme i Psykolog Nyt nr. 19 2013
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Et oppusteligt engangsbækken står klar til at afløse det klassiske metalbækken fra 1850. Bækkenet pustes op med en pumpe, har suge-indlæg og en chip, der indsamler data om den aktuelle sundhedstilstand. En smart nyskabelse, som oveni købet skulle være en langt billigere løsning end det klassiske, der kræver mere personalehåndtering og rengøring. Det var en af de gode nyheder på en konference om fremtidens ældrepleje i Rebild Kommune i oktober, hvor jeg selv holdt foredrag om fremtidens unge vilde ældre. Ældre, der har helt andre krav og forventninger til et liv for fuld skrue end tidligere generationer. De både kan og vil SELV.
De ældre, der er på vej, er ikke, hvad ældre har været. De er ikke nedslidte af hårdt fysisk arbejde, eller ydmyge på samme måde som tidligere ældre. De er opvokset i en tid med velstandsstigning, muligheder, normbrud og et væld af offentlige sundhedsydelser. Vant til at vælge og vrage i deres eget liv, skifte job, bolig, partner og livsstil, og hvorfor skulle de pludselig holde op med at være individualister eller SIG SELV, bare fordi de bliver gamle. Faktisk vil de slet ikke sættes i bås som “ældre” og have tildelt en standardydelse fra kommunen, men klare sig selv med hjælp af alskens ny teknologi. Perspektiverne indenfor sundhedsteknologi, aldringsforskning og lægevidenskaben i øvrigt er lovende – en dåbsattest med mange år på bagen, behøver ikke nødvendigvis at være en hindring for et fedt selvrealiserende liv selv i oldingefasen.
En del kommuner har allerede sluppet robotstøvsugere løs ude hos de ældre. Det har rejst kritik, for nutidens ældre er ikke lige med et gearet til al den smarte nye teknologi. Det vil ændre sig med fremtidens unge vilde ældre og det SKAL også ændre sig. Vi bliver flere og flere ældre og vi har ikke været flittige nok til at føde tilstrækkeligt med børn til at tage over på arbejdsmarkedet og finansiere vores velfærdssamfund. Derfor bliver der pres på budgetterne og mangel på ”varme hænder”. Der vil blive investeret massivt i sundhedsteknologi i de kommende år.
Og robotterne står i kø for at servicere os i fremtiden! For nylig besøgte jeg en udstilling med nyt isenkram til ældre og handicappede og det er jo til at blive i godt humør af. En seng du med et tryk på en knap næsten katapultagtigt kan omdanne til en lænestol/kørestol, gardiner du kan beordre til at rulle til/fra og omstillelige toiletter, der klarer de mest intime funktioner helt privat. Helt perfekt bliver det, når der engang er udviklet en butlerrobot, som kan klare alt fra rengøring, madlavning, påklædningshjælp og til at bringe dig et glas godt rødvin.
Bliver vi så ikke ensomme, når vores robotbutler har afløst kommunens varme hænder? Nej overhovedet da ikke, hvis vi altså har levet et udadvendt liv med familie og relationer. Også her er teknologien en ven. Når jeg bliver olding, regner jeg da med at holde selskab og kaffeslabberas, så ofte jeg lyster og læse godnathistorie for mine børnebørn. Med min gulv til loft fladskærm og en teknologi, der gør at jeg kan dufte og mærke mine kære på distancen, vil jeg sikkert være mindre ensom end mange af nutidens ældre. Et endnu mere veludbygget Facebook skal nok holde mig fuldt beskæftiget med større udsyn end landsbyens gadespejl.
Håbløs optimisme? Måske, men jeg tror fortsat, at fremtidens ældre vil være mere individualistiske, forventningsfulde og krævende i forhold til et fedt oldingeliv. Længst muligt i eget liv tak, og stik mig den teknologi, der skal til. Teknologi, jeg selv kan håndtere, og som gør mig uafhængig af andres vagtplaner eller nåde. Lad os derfor heppe for, at det det nye smarte bækken bliver SELV-oppusteligt i en fremtidig version!
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: