Bragt som klumme i Århus Stiftstidende december 2012

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Der er ikke meget individualitet, selviscenesættelse og fed livsstil over den lille gruppe, der er samlet i tv-stuen omkring sidste afsnit af Forbrydelsen på kirurgisk akutafdeling i Horsens. Alle er vi klædt hvidt i hvidt, mange har slanger både her og der, flere af os har ble på. Her er jeg ikke så meget MIG. Her er jeg først og fremmest patient.

Den sidste uge op til min indlæggelse har jeg været mig selv så rigeligt om end på smertestillende piller. Været i Norge og holde foredrag, shoppet en ny bluse, drukket kaffe med en veninde, været med i et p1 program, skældt på min teenagesøn, fordi hans cykellygter stadig ikke dur, været i sommerhus med min mand, kæmpet mig til Fitness og overforkælet vores katte. Opført mig som fremtidsforsker, mor, veninde, forbruger og kone/kvinde. Jeg er sprunget ud og ind af roller og livsstile. Nu er jeg prisgivet rollen som patient med en total hvid livsstil. Hvidt tøj, hvid seng, hvidt ansigt.

En uges udredning er ikke for sarte sjæle og jeg følger med direkte på Netdoktor. Tæppebomber læger og sygeplejersker med spørgsmål og får vist ryet som ”den patient, der spørger meget”. Måske derfor hiver en læge mig ind til computeren og gennemgår alle scanninger og blodprøver med mig og giver mig det, jeg higer efter; information, tid og nærvær. Og oplysning om operationen og dagene efter: Et accelereret forløb, som passer til fremtidens individualistiske sundhedsforbrugere: Up and go.

Den tid er slut, hvor vi lå pænt og ventede på, at doktor Hansen kom med sin diagnose og lod rutiner eller sygeplejerskerne bestemme, hvornår vi skulle op, sove, spise, ja næsten gå på toilettet. Nutidens og i særdeleshed fremtidens patienter er individualistiske autoritetsløse sundhedsforbrugere, vant til at vælge og vrage i Føtex såvel som i den offentlige butik og søge vor egen viden online. Vi vil ikke lægge vores identiet og selviscenesættelse fra os, bare fordi vi er syge. Ingen ventetid, ægte nærvær, medbestemmelse omkring undersøgelser og gourmetmad til mig tak! Og fattes den offentlige sektor penge må smart teknologi strømline processerne, så standarden blot forøges. Giv mig en ipad, hvor jeg kan trykke på ”rød saftevand”, så sygeplejersken ikke behøver gå to gange og kan prioritere imellem de mange klokker, der ringer. JEG vil selv styre slagets gang direkte fra stue 7.

Det accelererede forløb handler netop om at styre selv. Der er ikke meget nursing og pampering over det. Det er up and go fra dag et helt i den individualistiske tidsånd: Ansvar for eget liv, ansvar for egen læring, ansvar for egen heling. Med en 5 dags plan skal jeg selv sørge for at gøre mig operationsklar, drikke proteindrikke, puste i et lungesmart luftrør og komme ud af sengen helst i eget tøj asap. Lynhurtigt kommer jeg ud af den hvide verden og tilbage til mig selv og min egen livsstil, om end lidt krumbøjet efter operationen.

Fri mig for patientrollen tænker jeg kækt, men må alligevel midt i min individualistiske ”kan selv” livsstil indrømme: Hvor var det rart at en venlig hånd holdt mit sugerør på opvågningen, at en anden gav mig et skud morfin for smerter og en dejlig sygeplejerske trøstede, da jeg var bange undervejs. For selv om jeg helst hurtigt så mig selv med læbestift, kampklar med  min smarthphone, på vej på vej, indrømmer jeg: Vi bliver svage, bange og grimme i en hospitals seng og har ligesom de andre hvidklædte hjælp og omsorg behov. Og må ydmygt erkende, at betingelsen for enhver selvfed livsstil er doktorens gode besked om, at der er liv på den anden side. Så kan man faktisk blive ret højstemt, selv med ble på.