Bragt som klummme i Psykolog Nyt nr. 3 2012

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Sarah ankommer lidt for sent til prinsessefesten i børnehaven. Til gengæld når Sarahs mor at knipse et par foto fra festen med sin smartphone, inden hun suser videre. 15 minutter senere ringer Klaras mor og beder pædagogen finde Klaras lyserøde tylskørt i tasken. Hun kan se på de nyuploadede billeder på Facebook, at Klaras far har glemt at give hende det på. En virkelig historie fortalt af en pædagog et sted i Danmark.

Er vi hver især for krævende i forhold til den offentlige sektor? Nej, siger 79 % i en undersøgelse i Politiken i december 2011 omkring holdninger til offentlige ydelser. Men det er de andre! 76 % mener, at for mange fokuserer på, hvad de kan få fra det offentlige og der er brug for et opgør med krævementalitet. Det hænger ikke helt sammen. Har vi svært ved at se, at vores egne krav kan virke, ja en smule krævende?

Meget tyder på, at vi ikke længere opfatter os som borgere men som kunder i den offentlige butik. Vi lever i en stærk individualistisk tid med fokus på egne behov og følelser. Det er MIT liv, MIT barn, MIN situation. Som forbrugere er vi vant til at vælge og vrage i køledisken mellem flæskefars og kalkunkød, og så er det vel naturligt, at vi også har store forventninger til den offentlige service. Men hvor der i Supermarkedet er afregning ved kasse et, er vores fælles økonomi et mere kompliceret regnestykke, der ikke går op. Pt. koster enhver nyfødt dansker mere end han/hun bidrager med til samfundet i løbet af livet. Det ville ikke gå i supermarkedet. 

I forbindelse med mine foredrag møder jeg ofte medarbejdere, der føler sig pressede af ”forbrugere”, der forventer helt individuel service. Forældre, der optager forældresamtaler på bånd eller har advokat med, hvis der er optræk til uenighed. Fædre som nærmest slås til forældremøder om regler for slik og fødselsdage. Sundhedsplejersker oplever, hvordan uret hurtigt tikker, når mor hele tiden skal tjekke Facebook i stedet for at koncentrere sig om babyen under rådgivningssamtalen. På en skole skal de nu også skal have en sne- og solpolitik, før ungerne må sendes i skolegården. Ellers kan forældrene hænde at klage.

Kommer der en modvægt til MIG-kulturen eller vil ord som rummelighed og sammenhængskraft kun blive brugt i den officielle retorik? Individualisering er en stærk megatrend og det er vores stigende hang til at føle i situationen frem for at analysere helheden også. Nok opstår nye spirende fællesskaber på de nye sociale medier. En ny form for politisk aktivitet. Men resultatet kan hurtigt blive utilfredse borgere, der finder sammen i Facebookgrupper for at modsætte sig besparelser eller kræve bedre frugtordning i lige præcis deres barns institution. Hvis presset stiger, og de offentlige budgetter er stramme i de kommende år, kunne det jo gå ud over dem, der ikke er så gode til at råbe højt i flok; de svageste i samfundet. F.eks. kontanthjælpsmodtagerne, som i øvrigt også kræver for meget ifølge 57 % i Politikens undersøgelse.

Måske er det offentlige tilbud slet ikke er godt nok? Det er grundlæggende et politisk spørgsmål, hvor balancen skal være, og hvad der i øvrigt er samfundsøkonomisk råd til. Men det skal nok også i fremtiden blive ganske krævende at være ansat i en offentlig frontliner funktion. De ansatte skal kunne kapere, at objektive faglige præmisser udsættes for dobbelt pres: Pres fra borgere om individuelle løsninger og krav fra politikere om billigere standardløsninger. Det handler om at være evigt fleksibel, omstillings- og serviceparat. Og at kunne definere grænserne for de offentlige tilbud, når de individuelle krav bliver for krævende. Ellers må personalet jo bare rubbe neglene og finde Klaras tylskørte frem i en fart!