Bragt som klumme i Århus Stiftstidende august 2011

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

I øjeblikket udspiller der sig en hed debat for og imod placeringen af Store Robert på Århus Havn.

Debatten drejer sig dels om, hvorvidt Store Robert er rigtig på pladsen, men også om det overhovedet er end god ide at bruge samfundets (godt nok private) midler på ”krudt og kanel”. Har vi råd til den slags luksus og hvad skal det gøre godt for? Men set i et fremtidsperspektiv er spørgsmålet måske snarere, om vi har råd til at lade være.

For nylig læste jeg i en bog om oplevelsesøkonomi, at det i fremtiden bliver afgørende at kunne klare sig godt på den globale catwalk, og det udtryk rammer måske en af fremtidens udfordringer i en nøddeskal. Vi skal forstå (på kvalificeret vis – forstås) at gøre os til i konkurrence med destinationer rundt omkring på hele kloden. For fremtidens turister og kulturforbrugere forventer unikke oplevelse, forrygende kulturelle events og shopping ud over det sædvanlige. Det er ikke nok at markedsføre sig på f.eks. at være Danmarks 2. største by.

Teknologi, øget mobilitet, velstand og overgangen til et mere emotionelt samfund har vel tilsammen skabt betingelserne og grobunden for oplevelsesøkonomien. Vi har fået bedre råd til at rejse og opleve, finanskrisen til trods. Kan holde os opdateret med hele verdens lokkende tilbud på internettet og lavprisflyselskaber står klar til at bringe os derhen. Samtidig begynder de fleste byer med respekt for sig selv at brande sig med storytelling og stærke følelsesmæssige signaler i erkendelse af, at de fleste ikke længere rejser for at holde fri, men for at opleve.

Brandingbølgen handler i øvrigt ikke kun om turister. Den forbedrede infrastruktur og muligheden for at arbejde på distancen har fjernet ”stedets nødvendighed”. Fremtidens medarbejdere kan i princippet bosætte sig hvor som helst, de føler for. Derfor er det ikke længere nok at markedsføre sig med arbejdspladser, indkøbsmuligheder, gode parcelhusgrunde og skoler. En ”kedelig” by mister borgere og måske virksomheder. Set i det perspektiv er kulturelle satsninger i virkeligheden økonomisk udviklingspolitik for en kommune.

Om svaret i Århus så hedder Store Robert, er ikke lige til at sige, men vigtigt er det nok at gøre sig nogle indholdsmæssige overvejelser først. Mange steder rundt om i verden og i Danmark er branding-iveren så stort, at autensiteten er gået fløjten. De, der har besøgt Dubai, vil vide, at det er muligt at nå kvalmegrænsen, når man hele tiden er del af et koncept og bevæger sig rundt i uautentiske middelhavsstemninger og står på ski i et center midt i ørkenen. Lalandia i Billund med tropisk vandland og ”Little Vegas” kunne lyde som lidt af det samme. Hvor blev koblingen til legoklodser mon af? Det er formentligt ikke nok med smarte cirkussignaler i fremtiden. Turister og borgere bliver ikke mindre krævende og forvænte. Indholdet er stadig mindst lige så vigtigt som indpakningen.

Før i tiden kunne en by tænke meget indad som et selvfølgeligt attraktivt center. I mange kommuneplaner kunne man læse, at byens selvforståelse var at befinde sig i et evigt centrum: ”Skive – Havnebyen midt i Jylland”, ”Køge er centrum”. Senere med den gryende konkurrence kom bølgen med et friskt slogan, som skulle trække folk til sig: ”Alle spor fører til Langå”, ”Pandrup -kommunen, der aldrig sover”. I en mere global verden med høj mobilitet og oplevelseshungrende borgere bliver autentiske, kvalitetsholdige kulturelle signaler og oplevelser et afgørende konkurrenceparameter. Så en påstand om, at projekter som Store Robert er unødvendig og upassende luksus er nok et vildspor. Investering i oplevelser og kultur kan vise sig at være den driver, der skal sikre Århus det afgørende strejf af charme på den globale catwalk.