Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Bragt i Århus Stiftstidende november 2017

Hvad har kødsovs og kommunalpolitik med hinanden at gøre? En hel del, hvis vi kigger ind i fremtiden!

For kort siden blev et læserbrev med titel ”Jeg kan da ikke spise kold kødsovs” delt på Facebook. Nikoline på 15 år var ”dybt chokeret” over en ”stødende og oprivende” oplevelse på sin folkeskole i Odder. Den forældreindkøbte mikroovn i hendes klasseværelse var gået i stykker, men hun fik nej til at låne lærernes og besked om, at elever ikke har noget at gøre på lærerværelset. Der stod hun med sin kolde kødsovs og beskriver det som ”et tegn på manglende medmenneskelighed, en egoistisk opførsel og magtmisbrug.”

På Facebook gik debatten højt. Nogle ville ikke udsætte sine børn for en så børnefjendsk skole, andre talte om et forkælet curlingbarn og stod fast på lærernes ret til en elevfri pause. Mon ikke, der bliver flere af den slags debatter i fremtiden?

I mit arbejde som fremtidsforsker er jeg rundt i mange kommuner, på sygehuse, skoler, institutioner mv. og det er næsten altid den samme sang, der bliver sunget; flere og flere oplever individuelle krav fra borgere, børn, forældre og pårørende. Forældre der ringer til skolens kontor for at sikre sig, at deres børn har det godt. Pårørende på lokalcentre, der stiller særlige krav til deres kæres pleje. Forældre der giver udførlige lister over, hvad børnene kan/vil/må spise, når de skal på skolelejr. Patienter der føler sig mistroiske overfor lægens viden og insisterer på alternative tests, de har set på nettet eller i et ugeblad anbefalet af en kendis. Forældre der tager advokat med til forældremøde på skolen for at sikre barnets rettigheder. Personalet bruger mere og mere tid på først at passe deres arbejde og derefter dokumentere det i tal, ord og billeder. Glade fotos af børn på Facebook virker åbenbart beroligende på forældre.

Helt tilbage, da jeg læste statskundskab på Århus Universitet, lærte vi om begrebet ”fiskal illusion.” Som borgere har vi reelt ingen ide om, hvordan den offentlige økonomi hænger sammen, og ofte koster et individuelt hensyn meget mere, end vi tror. Det betyder, at summen af alle vores individuelle krav hurtigt kan sprænge kommunekassen. Dertil skulle det være sådan, at de ressourcestærke borgere altid har bedre mulighed for ”at hyle højt og længe”, som var titlen på en dengang provokerende artikel. Derfor kan de offentlige midler let komme til at tilfalde de velfungerende borgere, der formår at formulere sig skarpt og stå sammen, mens de svage taber spillet. Hvis det har noget på sig, kunne man jo godt få den tanke, at de flere og flere individuelle krav og forventninger til den kommunale service sker på bekostning af service eller ”varme hænder” til de svageste borgere.

Fremtidens borgere er opvokset i en individualistisk oplevelseskultur, hvor det skal føles godt for MIG at være forbruger såvel i Føtex som i den offentlige butik. Med flere og flere individuelle krav og pres på de offentlige budgetter, bliver der givet behov for en forventningsafstemning i de kommunale institutioner fremover. Hvad er det offentlige tilbud og hvad kan vi reelt forvente af vores børnehave, skole eller lokalcenter. Uanset om man stemmer rødt, blåt eller skotskternet, får vi givet brug for nogle lokalpolitikere, der evner og tør afbalancere de forskellige ønsker og behov overfor hinanden og holde hjertet varmt men hovedet koldt i forhold de mange shitstorme og Facebookopslag fra utilfredse ”kunder”. Det kan blive lidt af en opgave for fremtidens lokalpolitikere at navigere klogt mellem individuelle krav og ønsker i forhold til helhedens og de svageste borgeres interesse. Mellem varme hænder og kold kødsovs.