Bragt som klumme i Århus Stiftstidende juni 2010

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

En fejl, tænkte jeg, da jeg læste, at min søn havde tid til scanning en lørdag i juni. Men den var god nok. Han var henvist til et privathospital pga. pres på Skejby og her scanner man åbenbart på en ”fridag”. Faktisk fleksibelt i forhold til skole og arbejde, men noget anderledes end for bare få år siden. Mon lukkeloven også er ved at bliver afskaffet i forhold til sundhedsydelser? I så fald falder det sikkert i god smag hos fremtidens krævende offentlige forbrugere. 

Meget tyder på, at vi i stigende grad ikke opfatter os selv som borgere eller patienter, der kan få tildelt en ydelse, men som forbrugere eller kunder i den offentlige butik. Vi lever i en stærk individualistisk tid med fokus på egne behov og følelser. Det er MIT liv og MIN krop. Det er MIN situation, ikke din. Jeg er ikke ”bare” patient/gammel/handicappet men et helt menneske, der vil leve mit unikke liv uden begrænsning og lukketider.

Samtidig er vi bedre uddannet, mindre autoritetstro og har adgang til et eldorado af information om vores krop, psyke, mulige sygdomme og behandlingsmuligheder på internettet. Fremtidens sundhedsforbruger vil ikke lade sig nøje med standardløsninger men selv være med til at definere sin behandling. Det bedste er selvfølge for MIG & MINE, personalet til rådighed for MIG, når det passer MIG, tak.

At vi hver især får fat i egen remote til egen krop, er vel meget godt, til gengæld kan den offentlige sektor blive udsat for et næsten umuligt krydspres i de kommende år. Flere krav fra individualistiske borgere og færre ressourcer at gøre godt med. Antallet af gråsprængte borgere stiger, og vi har ikke født tilstrækkeligt med børn der kan betale gildet. Læg dertil, at vi bliver ældre og ældre og derved formentlig har brug for flere sundhedsydelser i flere år. Det kan blive noget af en udfordring at få krav og ressourcer til at matche hinanden.

Som om det ikke var nok, vokser buketten af mulige undersøgelser og behandlinger i takt med den teknologiske udvikling og videnskabelige gennembrud. Når det nu er muligt, vil jeg da gentjekkes, scannes, få målt dette og hint, ja måske konstant være koblet op til et sundshedscenter og få en alarm, hvis min blodprocent falder, mit blodtryk stiger eller hvis tal viser, at jeg skal holde mig fra kaffe i dag. Og findes der en behandling for mit onde et sted i verden, så er det min.

Endelig er sygdom og sundhed ikke længere, hvad det har været. For nogle år siden var jeg med i en ekspertgruppe, der skulle udpege fremtidens sygdomstendenser og konklusionen var klar; vi går i retning af et meget komplekst samfund med meget komplekse diagnoser, hvor det kan være svært at måle og dokumentere, hvad der skyldes hvad. Et brækket ben, en betændt blindtarm er til at klare ganske effektivt, men hvad med nye diagnoser som fibromyalgi, træthedssyndrom, ADHD, stress eller ondt i livet.

Fremtidens offentlige ansatte skal være gjort af et særligt stof. De skal kunne kapere, at objektive faglige præmisser udsættes for dobbelt pres: Pres fra borgere om individuelle løsninger og krav fra politikere om billigere standardløsninger. Dertil en konstant risiko for, at deres job outsources til private aktører. Det handler om at være evigt fleksibel, omstillingsparat og fungere mere som coach og sparringspartner end som ekspert og kunne definere grænserne for det offentlige tilbud. Kravene bliver næppe mindre og derfor bliver det lidt af en opgave at forklare, hvilke ydelser hvem kan få hvornår - og hvornår sundhedssystemet faktisk har lukket.