I fremtiden vil vi tale med de døde
Har du ikke prøvet ChatGPT endnu, så kom i gang. Men husk, at mennesket er "the dark horse"
Bragt i Århus Stiftstidende januar 2024
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Når bekymringer og skærmydsler gnaver i mit sind, hører jeg tit min mors stemme: Der er altid et lys for enden af tunnelen, og du vil se meget lysere på det i morgen, min skat. Beroligende floskler, som jeg stadig giver videre til mine børn.
Jeg må genkalde mig min mors stemme, min børn vil være så heldige at have mig ”live.” Selv når du er død, vil du kunne curle dine børn i fremtiden.
En samtalende død
For nylig deltog jeg i en konference om kunstig intelligens på Aarhus Universitet og blev præsenteret for en samtalende død.
Ved hjælp af AI, havde en søn genskabt en virtuel version af sin far og familien kunne så hyggesnakke eller tage farfar med på råd i det daglige liv.
Ketchup-effekten
Har du ikke prøvet ChatGPT endnu, så kom i gang. Som altid når der kommer nyt teknologi, er der en vis forskrækkelse og modstand. Man kalder det Ketchup-effekten. Ketchuppen i en spritny flaske er svær at få ud, men når først, der er taget hul, går det stærkt.
Som et kuriosum kan nævnes, at den gang der blev installeret elektrisk lys på hotelværelse i USA, satte man sedler op om, at man skulle droppe tændstikkerne og trykke på knappen i stedet for, og at el ikke var farligt.
AI og ChatGPT træder med ekspresfart ind i vores liv og på arbejdsmarkedet og vi kan lige så godt komme på forkant. ”Der er ikke AI der tager dit arbejde, men en der arbejder med AI”, sagde en forsker på konferencen. Og det er vel egentlig kernen i alt ny teknologi.
Mennesket "the dark horse"
Teknologi kan bruges og misbruges og det er mennesket, der er ”the dark horse”. Hvad bruger vi skidtet til?
Vi kan sætte chip på vores børn i bedste sikkerhedsmening, men er det sundt at opvokse uden voksenfrie lommer? Lade et stærkt hold af servicerobotter passe vores ældre, men visner de dermed socialt og af hudsult?
Og vi kan holde vores kære kunstigt i liv, men hænger vi blot fast i en kronisk sorg og lader sorgrobotten skygge for det levende liv her og nu?
Gaven at blive husket!
Sorgrobotterne findes allerede rede. Tag et kig på hereafter.ai. Her kan du sikre dig, at dine efterkommere vil kunne høre dine historier og din stemme for evigt.
Du lader dig på forhånd interview om dit liv og dine tanker og holdninger og uploader en video af dig selv. Med hjælp af ChatGPT vil dine børn så kunne tale med kunne samtale med dit virtuelle jeg efter døden og ja, det er dit kære ansigt der toner frem på skærmen live. ”Gaven af blive husket,” lyder det lovende på hjemmesiden.
En virtuel trøste-mor
Jeg har noget gammelt video af min mor og overvejer seriøst at lave en liste med hendes klassiske opmuntrende sætninger og få skabt en virtuel trøste-mor. Det vil spare min mand for meget ynk. Og det vil give god læring, til jeg selv går i gang med at skabe en supercurlende fremtids-mig.
I fremtiden vil videoen sikker også kunne give form til en fysisk robot og så kan jeg rende rundt og nusse og pusse. Jeg vil med på sommerferie, danse med om træet til jul og blive ved med at give velmenende mor råd. I sandheden en gave til min børn i fremtiden!
Bog: Maskiner, der tænker
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: