
Tænk det utænkelige
Er aske-skyen ikke et fascinerende wildcard! Det udfordrende ved wildcards er dels, at de påvirker eller helt ændrer vores adfærd og verdensbillede og kan betyde, at en virksomhed må lave sin strategi om eller ligefrem er truet på sin eksistens.
Klumme i Århus Stiftstidende maj 2010
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl
”Det er jo slet ikke sikkert, at du kan komme hjem til Århus på lørdag”, sagde jeg lidt dumsmart til min mand, da jeg lige havde hørt om aske-skyen. En uge senere på vej til Hamborg for at hente ham efter en lang togtur fra Moskva, var jeg knap så kålhøgen men dog ret fascineret over at være vidne til et relativt sjældent fænomen. Nemlig det som vi fremtidsforskere kalder et ægte wildcard.
Som fremtidsforsker er opgaven at komme så tæt som muligt på den mest sandsynlige fremtid. I scenarieprocesser starter vi altid med at drøfte, hvilke store stærke udviklingstendenser – såkaldte megatrends – der er relevante for virksomheden at forholde sig til i et 10-20-årigt perspektiv. Det kan være globalisering, individualisering, eller at kunderne i stigende grad vælger med følelserne frem for den sunde fornuft. Da fremtiden er en usikker størrelse, drøfter vi også mulige modtendenser, f.eks. at der kan komme en modbølge til globalisering drevet af træthed overfor spam, mistro til produkter fra f.eks. Kina som følge af sager som forgiftet mælkepulver, bekymring over international kriminalitet og pandemier á la svineinfluenzaen. Vil vi lukke os mere om vores nærområde og søge det lokale i det globale – heraf modtendensen glokalisering?
Efter en åben og nysgerrig dialog om megatrends, opstiller vi 3-4 scenarier for fremtiden. Fremtiden er som sagt en usikker størrelse og derfor er det vigtig at drøfte f.eks. produktudvikling og strategi i flere fremtider. Til gengæld er håbet, at vi med forskellige scenarier har dækket paletten så godt ind, at vi får bearbejdet og dermed rustet os til de mest sandsynlige udviklingsretninger. Vi har tænkt det tænkelige.
Men selv den mest gennemarbejdede fremtidstænkning kan bliver løbet over ende af det utænkelige - det vi kalder et wildcard. Et wildcard er en hændelse, der er meget lille sandsynlighed for vil ske, men når det sker, har det store konsekvenser. Det sker pludseligt og voldsomt, over en kort tidshorisont og der er således ikke mulighed for gradvis tilpasning. Klassiske wildcards er den 11. september og Berlin-murens fald. Det kan godt hænde, at kloge hoveder efterfølgende har givet udtryk for, at de havde set det komme, men f.eks. viser en tysk undersøgelse fortaget kort tid før murens fald, at kun 3 % troede, at det muren ville forsvinde i deres levetid. For en virksomhed kan et wildcard være, at en konkurrent rykker uventet med et nyt produkt og den finansielle sektors kollaps har da også figureret på listen over mulige wildcards.
Det udfordrende ved wildcards er dels, at de påvirker eller helt ændrer vores adfærd og verdensbillede og kan betyde, at en virksomhed må lave sin strategi om eller ligefrem er truet på sin eksistens. Dertil er de stort set umulige at forudse. Vi skal netop tænke det utænkelige og her kommer selv en erfaren fremtidsforsker til kort. At vi i vores rejseplanlægning, kuffertpakning og overvejelser omkring rejseforsikringer fremover skal indkalkulere en mulig stranding i ugevis pga. vulkansk akse fra Island, var vist ind til for kort tid siden for alle andre end garvede vulkanologer et absolut wildcard.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: