
Har genbrug en fremtid?
Er genbrugstrenden tegn på et opgør med de materielle værdier og en ny mere grøn og bæredygtig livsstil?
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Bragt i Århus Stiftstidende december 2016
Er julen 2016 det år, hvor du finder din første genbrugsgave under juletræet? Formentligt ikke, men genbrug kan blive så hipt i fremtiden, at det vil være god stil og forbundet med stor kærlighed at give genbrugsgaver fremfor ”året julegaveide” fra Imerco.
”Genbrug hitter” var overskriften på et indslag på TV2 Østjylland for nylig, hvor jeg blev bedt om at udtale mig som ekspert på fremtidens forbrugere. Ifølge indslaget er der pt. en stor vækst i genbrug og spørgsmålet var blandt andet; vil det ligefrem blive trendy at give genbrugsgaver i fremtiden?
Da jeg var barn, var genbrug nærmest lig med fattigdom. Det var bestemt ikke ”hipt.” Væksten og forbrugersamfundet rasede med masseproducerede billige produkter. Endnu havde ingen for alvor italesat de miljømæssige konsekvenser af ”forbrug og smid væk kulturen”. Eller problematiseret det greb penge og derved arbejde fik i os, når der skulle være råd til forbrugersamfundets lyksaligheder. En udvikling, der er fortsat stort set uforstyrret og i en sådan grad, at det nærmest er lig med omsorgssvigt, hvis ens teenager ikke har fladskærm på værelset, de rigtige tøjmærker og den nyeste I-phone. Er genbrugstrenden tegn på et opgør med de materielle værdier og en ny mere grøn og bæredygtig livsstil?
En ny tendens kan rumme forskellige forklaringer eller sociologiske tendenser. En af dem kan klart være en mere miljøbevidst og eftertænksom indstilling. Man kan være bekymret og føle sig afmægtig over klodens tilstand og en af de ting, man kan gøre er at vælge en mere grøn livsstil med nej til oversøiske rejser, fiber-karklude og med genbrug fremfor forbrug.
Genbrug kan dog også være et udtryk for det modsatte - netop et merforbrug. Genbrug er billigere og derfor kan vi få endnu mere for pengene. Den unge generation er opvokset med designerbrands og emotionelt forbrug og foretrækker måske de rigtige brands i brugt version, fremfor en billig kjole fra H&M. Der foregår et livligt køb og salg af designertøj på nettet også med mulighed for at finde det helt rigtige babytøj, så lille Sigurd kan flashes på Facebook i Burberry eller Stella McCartney outfit.
Det kan dog også handle om ønsket om at finde noget unikt, der kan skille MIG ud. Vi lever i en rig forbrugerkultur, hvor rigtig mange maintream-produkter er indenfor vores dankorts radius. Derfor kan det være mere attraktivt at finde noget specielt, der lige er MIG og som ingen andre kan kopiere.
Endelig kan det handle om nye symboler på kærlighed. En af mine venner fik i løbet at en stillestående motorvejskø på A45 bestilt alle sine julegaver over smartphonen. Nethandel er i kraftig vækst. Er samfundet og julen blevet så effektiviseret, at vi i fremtiden vil vise hinanden kærlighed ved at bruge vores sparsomme tid på at finde det helt specielle i en genbrugsbutik til vores kære? Mange spår, at tid og nærvær bliver den største luksus i fremtiden.
Uanset forklaring på genbrugstendensen, er der en, der hitter over dem alle; den nye digitale motorvej, der skaber helt nyt muligheder for at gå på kig i spændende genbrugsshops ikke bare i Danmark men i hele verden. Genbrugsbutikker kan billigt og nemt gå digitalt og enkeltpersoner kan købe og sælge ting over nettet eller via en række nye smarte Apps. Systemer som Trustpilot og smileyvurderinger af hinandens adfærd skaber en tillid, der gør, at vi tør handle og bytte med hinanden. På den måde vil genbrug sikkert også i fremtiden være et spændende alternativ uanset, om vi er grønne, unikke, vil give tid eller ganske enkelt har en stram økonomi. Så hvem ved; måske genbrug finder vej til dit juletræ?
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: