De unge vilde ældre
Det, vi reelt oplever i dag, og vil opleve endnu mere intenst i fremtiden, er parcelhuskvarterer, der blomstrer op. Det er bl.a. her de unge vilde ældre vil realisere den 3. 4. eller 5. alder.
Bragt i HOME avis 2007
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
200 kvadratmeter med fjordkik, gildesal og amerikansk køleskab. Mindre kunne ikke gøre det, da min gamle far for et par år siden pludselig sprang ud i nyt liv med ny dame og boligeventyr. Familien sad lamslået tilbage over denne løsslupne beruselse, og jeg takkede i mit stille sind for, at det endnu ikke er muligt at få babyer i så høj en alder – om føje år vil det være teknologisk muligt.
Her på bagkant må jeg nok se i øjnene, at min kære far bare var lidt foran sin tid. Indenfor de kommende 10 – 20 år vil vi for alvor se de unge vilde ældre træde i karakter. Fremtidens ældre har nemlig ikke tænkt sig at køle ned og lade sig nøje med en 64 kvadratmeter ældrebolig i et pænt kvarter. Nej vi taler om mere plads, flere rum, højt til loftet og udpræget luksus. Omsider mit første slot, eventuelt med ny prins eller prinsesse.
Fremtidens ældre er ikke, hvad ældre har været. De er opvokset i velfærdssamfund med gode fødevarer, behandlingsmuligheder, fluorskylning og fitness og perspektiverne for at opretholde en sund krop og psyke langt op i årene er lovende. Dertil er de vokset op med forbrugersamfundets mange valg, har skiftet job, partner og bolig måske flere gange, og vil næppe ændre livsstil og køle ned, bare fordi der kommer flere år på dåbsattesten. Mange har oven i købet en glimrende økonomi takket være fede pensioner og friværdi.
Lægger vi dertil de landevindinger, vi vil se indenfor bl.a. transport-, sundhedsteknologi og plastickirurgi ikke at forglemme, er der god grund til at tro, at vi vil holde den gående for fuld skrue op i en højere og højere alder. Mange af nutidens sygdomme vil formentlig kunne kureres. Nye teknologier betyder, at aldringsprocessens kan stoppes. Ældre mennesker vil i fremtiden se yngre ud, have bedre helbred, sanserne i behold og kunne leve et fuldt aktivt liv helt op i 80´erne og 90´erne. Langt de fleste ældre vil i princippet kunne fortsætte en fuld og aktiv tilværelse indtil den endelige deadline. En virksomhed som Siemens forsker ligefrem i at udvikle sikre biler med automatiske bufferzoner for at sikre, at fremtidens krævende ældre kan komme frit frem. Ingen nøjsomhed eller stillen sig til tåls her.
Engang blev det spået, at vi i nær fremtid ville opleve vindblæste og forladte parcelhusørkener. Et kig i befolkningsprognosen viser nemlig, at vi bliver mere og mere gråhårede, og ikke har gidet føde børn nok til at tage over. Aldersdommedag lød det dystre scenarie. Det, vi reelt oplever i dag, og vil opleve endnu mere intenst i fremtiden, er parcelhuskvarterer, der blomstrer op. Det er bl.a. her de unge vilde ældre vil realisere den 3. 4. eller 5. alder.
Livet skal leves og der bygges om til luksusboliger med plads til den sammensatte familie ved langbordet, luksuriøse køkkener og sundhedsrummet til fysisk og sjælelig wellness. Haverne blomstrer og lægger op til et langt udeliv. Tilsvarende dukker der lækre luksuslejligheder op på attraktive havneområder og i byerne tæt på cafelivet. Luksus og space skal der til.
Et godt fremtidsråd må altså lyde; byg eller udbyg ikke bare stort, gør det rigtigt stort: Multirum, hall, bade- og wellnessrum, hans og hendes personlige værelse, gæsterum til alle børn, børnebørn og ditto af pap og jeg hader at skrive det: Plads til baby på rynkede plader. Hvorfor skulle de unge vilde ældre holde sig tilbage lige her?
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: