Fremtidens sprudlende citylife!
Vi står i et afgørende skifte mellem to samfundstyper og dermed måder at bruge byen på. Og der skal noget til for at gøre sig attraktiv overfor fremtidens individualistiske følelsesmennesker.
Bragt i HOME boligavis 2007
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Byerne i Danmark er ved at ændre karakter. I en fremtid, hvor afstand betyder mindre og mindre takket være it-løsninger og infrastruktur, bliver konkurrencen om fremtidens borgere større. Derfor er der i disse år nærmest opstået ”en krig” om at gøre kommunen og bykernen attraktiv. Det gælder om at brande sig godt! Derfor konkurrerer byerne med planer om alt fra skibakker til wellnesscentre og der kæles om bymidten for at gøre sig klar til fremtidens kreative citylife. Der renoveres, skabes grønne oaser, plads til udeliv og rammer for levende liv i baggårdene. Tagetager udnyttes til boliger og der bygges lækre nye lejligheder til en oplevelseshungrende ungdomsgeneration, til de ældre, der ikke vil være gamle, ja sågar til børnefamilien som igen skal have plads i bylivet.
Og der skal noget til for at gøre sig attraktiv overfor fremtidens individualistiske følelsesmennesker. Vi lever i et unikt rigt samfund, hvor langt de fleste har så rigeligt i møblement og alskens teknologisk isenkram. Derfor søger vi nu i stedet oplevelser, udlevelse og det særlige. Det er ikke længere nok med en gennemsnitslejlighed i et funktionelt boligområde med gode busforbindelser. Der skal være noget særligt, et strøg af eventyrlighed og puls. Derfor søger måske især de unge ind til det nye kreative citylife, hvor uddannelse, udvikling og oplevelse går hånd i hånd. I øvrigt skarpt forfulgt af fremtidens unge vilde ældre, der ikke har tænkt at pakke sig ned i en 64 kvadratmeter ældreboliger i en forstad. De er ikke nedslidte som datidens ældre – de er vant til at vælge, vrage og opleve og ganske mange har god økonomi. Der skal nok blive rift om de gode boliger i city!
Vi står i et afgørende skifte mellem to samfundstyper og dermed måder at bruge byen på. I de sidste mange år har byudvikling været præget at rationelle streger på tegnebrættet. Byer skulle bygges op med områder til virksomheder og kontorer, boligområder, institutionsområder og indkøbscentre. Arbejde og fritid var skarpt opdelt. Turen skulle gerne gå smidigt fra boligområde til vuggestue, til kontor til indkøbscenter og så hjem igen. Børnefamilierne forlod midtbyen til fordel for det praktiske liv i forstaden. Byen blev shopping, kontor og værtshusliv i weekenden.
I disse år ændrer arbejdslivet karakter. Flere og flere opgaver kan løses på distancen og flere skal leve af det kreative og innovative. Opgaver kan løses, idéer kan opstå når som helst hvor som helst. Derfor ser man pludselig forretningsfolk holde kontor med den bærbare på cafeen. Netværksgrupper slår sig ned til en nyskabende snak i parken. På Århus havn summer det af liv fra de mange professionelle iværksættere i Filmbyen – det samme sker i andre byer. Fremtiden tilhører de kreative bymiljøer. Hvor virksomheder tidligere ønskede et domicil med let adgang ved indfaldsvejen, søger flere og flere nu til de inspirerende attraktive bymiljøer. Der er ikke længere behov for skel. Tværtom handler det om at havne lige midt i byens puls uanset om man er konsulent, cafeejer, kunstner eller ung studerende. Det er her det sker.
Min niece er lige flyttet til Christianshavn. Hvorfor dog ikke blive i den trygge provinsby, spurgte jeg naivt tanteligt? Blikket var nok. Cecilie er en af de mange unge, der lokkes af byens puls. Hun skal formentlig som de fleste i fremtiden leve af det kreative, innovative og service på wellnesmåden. Hun søger derhen, hvor hun kan lære det - på skolebænken såvel som i det sprudlende citylife.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: