Bragt i tiilæg om byggeri i Nordjyske Stiftstidende 2009

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Parcelhuset lever fortsat og vil leve godt i fremtiden, men en række samfundsforhold har været med til at ændre parcelhusets funktion og indretning siden 1960´rne. Det drejer sig især om velstandsudviklingen, individualisering, familiemønstre og ændringer i arbejdsbegrebet. Dette er såkaldte megatrends, der også vil påvirke vores måde at bo og leve på i fremtiden. Derfor ser vi i dag, at mange parcelhuse fra ”de store byggeårgange” 1960´erne og 1970´erne bygges om og shines op for at passe til familien anno 2010.

1960´erne blev startskuddet for det helt store byggeboom af parcelhuse. Der er velstand og fremgang i samfundet og familien får bil! Vi flytter fra lejligheden i cykelafstand fra arbejdspladsen og til forstæderne. Her er luft og grønt og familiens hverdag bakkes op af byggeri af skoler, institutioner, dagligvarehandel og kollektiv transport. Nye byggemetoder og materialer gør parcelhuset relativt billigt og derfor muligt for mange.

Parcelhuset er egentlig blot en forlængelse af lejlighedsbyggeriet, de ligner hinanden, men ligger nu blot på række. De er funktionelt indrettet og ca. 100 kvadratmeter

Familiemønstret er fortsat traditionelt med far med avisen i stuen, mor i med gang i gryderne i køkkenet og børnene leger på deres værelser – ikke noget med legoklodser i dagligstuen uden tilladelse! Stuen er nemlig mest til pænt brug og når familien er sammen, og gæster kommer absolut ikke i de private gemakker.

I 1970´erne går det lidt vildere til; parcelhuset vokser. Flere kvadratmeter pr. person og der bygges endda 1,5 tagers huse med en såkaldt ”høj-ovre”. Velstandsudviklingen sætter sine klare spor.

Familiemønsteret ændrer sig. Nu er både far og mor på arbejde og børn i skole og institutioner og i fuld gang med parcelhuskvarterets store tilbud af fritidsaktiviteter og sport.

Familien vil kunne udfolde sig med større børneværelser, en hel børneafdeling med bad og måske et alrum eller ligefrem en gildessal, hvor familiens medlemmer kan vælge at finde sammen til fælles aktiviteter. Bordtennis, bobspil, og ”fri-leg”. Men huset for fortsat funktionsopdelt - familiens ansigt udadtil sker gennem den nu endnu større dagligstue måske med hyggepejs.

Hyggen får dog pludselig baghjul af oliekriserne, der får oliepriserne på himmelflugt. Saunaen slukkes og får funktion af opbevaring. Bilfrie søndage i slutningen af 1973 sætter spot på følsomhed i forhold til afstande – ret surt at skulle gå 3 km efter morgenbrød!

Oliekrisens efterdønninger sætter spor i byggeri og i eksisterende parcelhuse i 1980´erne. Det store byggeboom er ovre og elementbyggeriet viger til fordel for rigtigt murede og bedre isolerede parcelhuse med små vindue (” glughuller”). Far får travlt med trailerkørsel af rockwool til det lokale byggemarked – der skal efterisoleres og gøres ved.

1990´erne bringer fornyet velstandsudvikling. Samtidig betyder den stigende individualisme, at de klassiske typehuse må tilpasses den enkelte families smag og livsstil, både hvad indgår indretning, køkkenelementer og bad. Det funktionelle viger til gradvist fordel for en mere iscenesat og følelsespræget indretning. Bølgen med udskiftning af funktionelle køkkener til en mere lækker model ser sin begyndelse og køkken må eller nærmere skal selvfølgelig vises frem for gæsten.

Mange får computer i hjemmet og muligheden for at arbejde hjemmefra italesættes måske mere end det reelt praktiseres. Men ønsket om et arbejdsværelse begynder at vinde frem.

Individualismen og lysten til iscenesættelse forsætter ind i det nye årtusinde og begynder at sætte spor også i huset ydre. Et nyt parcelhuskvarter består ofte af meget forskelligartede byggestile. Eksisterende parcelhus bygges om og får ny udstråling, der passer med familiens stil.

Individualismen sætter sig også spor i mere svingdørsagtige familier og fællesarealer skal give plads til samvær mellem individualister. Køkken, stue, alrum smelter sammen til et stor multirum, hvor der kan læses lektier, arbejdes, spilles på computer og laves mad. Familien kan være sammen hver for sig på samme tid. Samtalekøkkenet bliver det nye mantra. Rummet fungerer også som et iscenesættelseområde, hvor gæster kan falde ind og fornemme familiens livsstil og der indkøbes designerdimser i lind strøm til køkkenet. Grænsen mellem det private og ”det repræsentative” er nærmest forsvundet – vennerne skal da også se vores nye smagsfulde soveværelse. Også haven bliver et vigtigt led i iscenesættelsen, salget af trendy havemøbler, lækre krukker og udekøkkenet eksploderer. Weberkrigen får ny ild hver sommer, når naboen flasher den nyeste model.

Her på kanten til et ny årti har finanskrisen sat sine spor og tvunget mange til at overveje, om der findes andre værdier her i livet end friværdi. Det holdes lige lidt igen med at udskifte køkken og bad. Men når der igen kommer gang i hjulene, står de ældre parcelhuskvarteret over for en spændende udvikling. Nye unge familier vil flytte ind og bygge om og skabe nye spektakulære og individualistiske facader. Et typisk parcelhuskvarter fra 1960´erne vil ikke være til at kende igen. Formentlig er de mennesker tomme og måske lidt hverdagstriste parcelhuskvarterer snart en saga blot. Den teknologiske udvikling og et langt mere kreativt og flydende arbejdsbegreb vil betyder, at mange reelt vil få mulighed for arbejde hjemme fra flere gang om ugen. Og selv individualister har vel brug for indimellem at åbne lågen ud til fællesskabet, drikke en kop kaffe med genboen og være med til at puste liv i parcelhuskvarterets nye netværk.