Bragt som klumme i Århus Stiftstidende november 2015

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Langsom stemning. Kun internet på ”baren”. Få butikker med mange lokale fødevarer. En pudsig fætter, der “styrer” hele byen. Jeg sidder i min casa og kigger ud over den efterårssøvnige Piazza og skriver min klumme. Føler mig herligt alene men samtidig som en del af et lille byfællesskab i ”min” italienske bjergby .

Væksten i de store byer fortsætter og udkanten affolkes. Det står i avisen, og statistikker lyver ikke; det rykker mod storbyerne. Og det er ikke så mærkeligt. De større byer byder på arbejdspladser, uddannelse, kulturliv, ”global puls” og adgang til vigtige netværk og nye partnere. I en flydende verden, hvor alle relationer og forhold er indtil videre, er ”adgang” alfa og omega. Det handler om at sikre sine fremtidige muligheder. At være på og med. Den slags findes ikke i bjergkanten, men der findes noget andet.

Sidste år deltog jeg i en tænketank under Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der satte fokus på udfordringerne for fællesskabet i de større byer. Storbyerne forventes at vokse, og mennesker uden tidligere relation vil bo side om side. Ofte i lejligheder, hvor der er langt ned til kontakt med bylivet. Den amerikanske politolog Puttnam forklarer i sin ”repottinghypotese”, hvordan vi som potteplanter rives op med rode, før vi når at sætte rødder. Vi lever et omskifteligt liv med skilsmisser, arbejds- og boligskifte og pottes om mange gange igennem livet. Samtidig isolerer vi os bag hver vores skærm med kontakt til venner på distancen. Og vi bruger vores smartphone som en digitale vifte, når vi færdes blandt de ukendte på gaden. Det gør vi ikke i bjergkanten. Vi hilser på alle, og folk hænger ud på bænke og barer og oplever livet sammen.

For nylig læste jeg en spændende bog om relationisme. Et tankesæt, der handler om at være individualist men også have blik for det fælles, for relationerne. Min tanke gik tilbage til min barndom i en provinsby, hvor min far som virksomhedsejer følte sig naturligt forpligtiget til at ansætte nogle af byen skæve eksistenser. De skulle også mærke stoltheden ved at bidrage til det fælles. Det samme ser jeg i bjergkanten. For byens pudsige fætter er en vigtig person. Han er med på holdet af kommunalarbejdere i gul vest, optræder som venlig ”vagt” ved indgang til kommunen og hænger ud på baren i siestaen sammen med de andre mænd. Han ser ud til at være naturligt relateret til de andre og til byen.

Sociologen Zygmunt Bauman mener, at vi har forladt en relateret verden. Den store forpligtigelses-æra er afløst af en uforpligtigelsesheds-tid. Tidligere var vi gensidigt afhængige af hinanden i et geografisk rum. Virksomheder med behov for arbejdskraft og forbrugere var relateret til medarbejdere med behov for arbejde og produkter. Ældre familiemedlemmer passede børn og de unge sørgede til gengæld for de ældre. I dag, hvor vi bryder op mange gange i løbet af vores liv og virksomheder ikke er lokalt forankrede, er gensidigheden brudt. I min bjergby ser det fortsat ud til at findes.

Jeg er ikke naiv, der er sikkert også negative sider ved min lille italienske bjergby. Fællesskab kan også virke som social kontrol med snærende bånd og skrappe normer for individuel udfoldelse. Alligevel tror jeg, at det forpligtigende fællesskab i lokalområdet har noget at tilbyde det senmoderne stressede, evigt på vej menneske. Det er næppe blot en fremtidsforskers tågesnak at hævde, at vi måske vil opleve et comeback til de mindre byer. Ikke til hvilken som helst flække men til steder, hvor der er skønt og med grobund for dyrkelse af fælles interesser og et engageret liv i hverdagen. Og vælger vi alligevel de store byer, kan det meget vel ske, at vi vil skabe små øer eller zoner af fællesskab midt i den hektiske puls. Personligt indsnuser jeg alt den bjergluft, jeg kan og tager inspirationen med hjem til mit liv i storbyen.