Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
 
Bragt på Fagligt råd for bærekraftig bypolitikk´s blog. Anne-Marie Dahl deltager i rådets arbejde i 2013. Rådet er nedsat under Miljøvernedepartementet, Norge

Mobilitet i fremtiden – en dark horse i byplanlægning?

”Jamen er vi så ikke ved at lave en masse fejlinvesteringer i udbygning af motorveje og jernbane-linjer?”, blev jeg spurgt, da jeg for nylig holdt foredrag på en konference om mobilitet i fremtiden i Danmark. Og svaret er ja, nej, muligvis. For en af de helt store ukendte faktorer i fremtiden er mobilitet.

Det er en næsten helt accepteret antagelse, at de større byer i verden vil vokse voldsomt i de kommende år. Og det er der også mange gode grunde til at tro, at de gør. De større byer byder på arbejdspladser, uddannelsesmuligheder, kulturliv,  ”global puls” og adgang til vigtige netværk. I en global konkurrencepræget verden er ”adgang” alfa og omega. Derfor forudser eksperter trafikalt kaos og stor boligmangel i de store byer, hvis ikke vi sætter ind med nye tiltag meget snart. Det er også en af de antagelser, der ligger bag arbejdet i Det faglige råd for bypolitikk og et tilsvarende ekspertudvalg i Ministeriet for By, Bolig- og Landdistrikter i Danmark, jeg også er med i.

En fremtidsforskers bedste og for andre måske ind i mellem irriterende værktøj er tvivlen. Og fastholdelse af, at lige meget hvor stærk en udviklingstendens eller megatrend er, vil der altid være en mulig modtendens. Og jo længere vi skuer ind i fremtiden – og det gør vi jo med store infrastrukturelle investeringer – jo vigtigere er det at afprøve effekten af mulige modtendenser.

Fremtidens mobilitet er en dark horse på to fronter. For det første i forhold til, hvorvidt vi faktisk vil bosætte os i de større byer, eller om vi snarere vil søge til mere rolige steder. For det andet i forhold til, om vi virkelige vil myldre ind og rundt på kryds og tværs i byen, eller snarere vil forankre os der, hvor vi bor. Det er især den teknologiske udvikling og et helt nyt arbejdsbegreb, der muliggør en helt modsat udvikling.

Arbejdsbegrebet vil givetvis undergå en stor forandring i løbet af de næste 10-20 år. Meget tyder på, at den teknologiske udvikling vil gøre, at langt de fleste job kan klares virtuelt og dermed på distancen. Svært at forestille sig i dag, men formentlig vil styring af alt lige fra industrirobotter til sundhedsoperationer kunne foregå online. Meget arbejde vil bestå i innovation og udvikling i midlertidige projekter og vil ikke kræve, at vi møder ind på et kontor hver dag fra 8-16. Vi ordner det virtuelt og mødes kun fysisk engang imellem. Derfor er vi ikke længere på samme måde tvunget til at bosætte os i nærheden af vores arbejdsplads. Vi kan i princippet bosætte os i hvilken som helst lille bygd og mødes med vore kollegaer fra den anden ende af landet eller side af kloden i det virtuelle rum 24/7.

Hvis vi i fremtiden er fri til at bosætte os, hvor vi lyster, kan svaret stadig være de store byer, fordi den kulturelle puls fortsat er dragende. Men der er også muligt, at vi vil opleve modtendensen til centralisering/globalising: Glokalisering. Med et samfund i turbofart kan behovet for at bosætte sig et mere roligt og naturskønt sted opstå. Især når vi i stigende grad møder de mulige negative konsekvenser af et globalt heftigt samfund med spam, stress, trængsel, international kriminalitet og terrorisme. Vil vi da i stedet søge det lokale i det globale i form af en mere rolig adresse og kun tage ud i den store verden en gang imellem? I givet fald vil bosætningen i Norge blive mere spredt og harmonisk end pt. antaget og de store byer ikke udsat for så hårdt et pres.

Men selvom væksten så kommer til at foregå i de storebyer, kan det alligevel hænde at trængselsudfordringen ikke bliver så stor som forudset. Kan vi  kan arbejde hjemmefra eller fra et lokalt kontorfællesskab, vil begrebet ”rush hour” med periodiske bilkøer og tilsvarende overfyldt offentlig transport måske helt forsvinde. Måske det vilde trafikmylder morgen og aften til, fra og på tværs i byerne vil blive afløst af liv og aktivitet i lokalområderne, hvor støvler og cykel kan klare det meste. Og trafikken vil så være spredt mere hen over dagen i forhold til individuelle gøremål med shopping og kulturelle aktiviteter andre steder i byen.

Vi sidder i Rådet for bypolitikk og skal give råd til politisk tiltag, der rækker langt ind i fremtiden. Selvfølgelig skal vi lytte til by og trafikeksperter – også internationalt, der forudser megacities og kæmpetrængsel i de større byer. Men det er vel en tanke værd at overveje mulige modtendenser i antagelser, som til dels kan være bygget på et nutidigt arbejdsbegreb med skel mellem arbejde og fritid og mellem bolig- og kontor-/fabriksområder. I hvert fald inden vi sætter de helt store milliardinvesteringer i infrastruktur og boligområder i værk. Vi kunne jo risikere at planlægge i forhold til en opfattelse af mobilitet, der tilhører til et snart historisk arbejdsbegreb?