Derfor skal mor med til jobsamtalen!
Pinlig pylren eller sund fornuft i et usikkert ungdomsliv med mange valg? Helikopterforældrene er klar!
Bragt i Århus Stiftstidende maj 2023
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Mon det ville hjælpe, hvis vi inviterede mor med til jobsamtalen? Spørgsmålet blev stillet af en åbensindet medarbejder i en kommune, hvor vi drøftede rekruttering og fastholdelse af unge medarbejdere.
Kommunen havde i den grad svært ved at rekruttere sosu-elever og samtidig oplevede de unge, som døjede med at komme godt i gang med uddannelse og arbejde. Kunne mor være den lim, der bandt det hele sammen?
Helikopterforældre
Helikopterforældre kalder man forældre, der fortsætter deres curlende opdragelse langt ind i ”voksenlivet”. Som en helikopter følger de junior, parat til at dykke ned, hvis det bliver lidt for vanskeligt for ”barnet”.
Historierne ud fra arbejdspladserne kan gang på gang forbløffe mig. Mor, der ringer og melder Nikolaj på 23 år syg – det lille pus er lidt snottet og sover jo. Far, der siger op på vegne af Amanda, som er blevet behandlet ”dårligt” af chefen. Forældre, der klager til uddannelsesinstitutionen over, at deres yndling ikke fik 12 eller kom ind på den ønskede studieretning og får at vide, at de intet at gøre her. Deres børn er over 18 år og skal selv henvende sig.
I lære som voksen i mange år
Det er nemt at være hånlig, det er nemt at blive forbløffet. Men vi kunne jo også starte med at forsøge at forstå og tænke i nye løsninger.
For ikke så mange år siden blev man sendt ud at tjene som 14 årig eller kom i lære tidligt og var færdigbagt som voksen på arbejdsmarkedet, når man var 18-20 år. De fleste opgaver på arbejdsmarkedet var simple og krævede blot flid, en god fysik og en enkel oplæring.
I dag har maskinerne overtaget mange manuelle opgaver, fabrikkerne er flyttet til lande med billigere arbejdskraft, og big data står i stigende grad for bearbejdning af tal.
Vi lever i et videns- eller innovationssamfund, hvor arbejdsopgaverne er blevet langt mere komplekse og komplicerede og kræver både mere uddannelse og dannelse. Det betyder, at unge er under udvikling og i lære som voksne i langt flere år. Derfor er det måske slet ikke mærkeligt, at forældrerollen også strækker sig ud over de 18 år?
Ingen opskrift på livet
Samtidig opvokser de unge i en digital, individualiseret kultur uden faste normer og tilhørssteder. Der er ikke længere faste grupper, kun en naturlig måde at være menneske på eller en skudsikker opskrift på livet.
Hvor man i min folkeskoletid kunne tage en islandsk sweater på og blive inkluderet i gruppen af islændere, uanset om man var klog, dum, tynd, tyk eller populær, er bare det at tage tøj på blevet et dagligt identitetsarbejde; hvilke signaler skal jeg sende i dag for at ”være med?” Glimmerbillederne drysser ned fra Instagram med det perfekte look, og så står man der med en bums på næsen en tirsdag i regnvejr.
iGen
Den amerikanske psykolog Jean M. Twenge kalder i bogen ”iGen” de unge for individuelle, super-forbundne, deprimerede og totalt uforberedte på voksenlivet.
Det digitale liv betyder, at de unge ikke rustes til voksenlivet, fordi de ikke lærer at aflæse ansigter, afstemme konflikter og begå sig i det virkelig liv. Og relationer kan føles mere usikre, fordi man altid kan slukke eller blive lukket ude, hvis det bliver for svært eller uinteressant.
Unge i dag vokser op med fantastiske muligheder og heftige drømmebilleder, men måske kan man indimellem føle sig blæst af og alene med de mange valg. Undersøgelser viser, at mange unge døjer med stressrelaterende lidelser som angst og depression.
Forældre mere på banen
Skal forældrene holde snitterne for sig selv eller er det sund fornuft, at forældrene er meget mere med på sidelinjen i et komplekst samfund?
I bogen ”Dit barn har brug for DIG” argumenterer den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld for, at forældrene skal mere på banen.
Børn i dag er meget mere opmærksomme på deres jævnaldrende, og har ikke deres forældre som deres primære spejlbillede. På den måde kan ”de andres” succes og fremstilling skabe en konkurrence, hvor man hurtigt kan føles sig bagefter på point. Han argumenterer for, at vi skal styrke båndet i forhold til vores børn og være tæt på, indtil de modnes og er parate til at stå på egne ben som selvstændige individer.
Pinlig pylren eller sund fornuft?
Måske er forældrenes rolle og støtte vigtigere end dengang, hvor roller, normer og autoriteter viste vejen.
Det kan selvfølgelig kamme over i pinlig pylren og der er sikkert sundt at lære selv at melde sig syg eller ringe og spørge til sin SU. Men hvis nu 19 årige Sandra døjer lidt med ungdomslivet, kunne forældrene så være den superlim, der skaber forbindelse til job og uddannelse? Er det faktisk en genial ide at invitere mor med til jobsamtalen?
Foredrag: Motivation af SoMe-generationen
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: