Digitalt borgermøde
Det digitale borgermøde fungerer godt, men kræver en god facilitering
Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Er det muligt at skabe en fornuftig dialog og få inddraget folk i et digitalt borgermøde om fremtiden? Jeg var oprigtigt nervøs for, om arbejdet med fremtidsscenarier var lidt for avanceret i et digitalt set-up, men efter 3 intense timer kunne jeg sammen med Thisted Kommune konstatere, at det var lykkedes, skal vi sige ”ret godt."
Nye krav til ældreplejen
Thisted Kommune ønskede i forbindelse med deres plan for fremtidens plejeboliger at inddrage både borgere og medarbejdere. Præmissen er, at der bliver flere og flere ældre i Danmark, i 2040 vil hver fjerde dansker være over 65 år. Det skyldes dels de store årgange frem til 1980´erne, men også at vi bliver ældre og ældre takket være bedre levevilkår. Det ser Thisted Kommune som et positivt udgangspunkt, men erkender også, at det betyder, at man bliver nødt til at tilrettelægge velfærden til ældre anderledes.
Da det ikke er muligt at mødes i ”det virkelige liv” på grund af Corona, inviterede Thisted Kommune til digital borgermøde 9. februar 2021, hvor alle kunne komme med input og være med til at præge rammerne for det gode ældreliv i Thy mange år fremover.
Fremtidens unge vilde ældre
På mødet fik deltagerne først et oplæg om ”fremtidens unge vilde ældre,” der har helt andre forventninger til deres ældreliv end tidligere generationer. De er opvokset i et velfærdssamfund med gode fødevarer, fluorskylning og fitness og med forbrugersamfundets mange valg. Har måske skiftet job, partner og bolig flere gange og vil næppe ændre livsstil og køle ned, bare fordi der kommer flere år på dåbsattesten. Lægger vi dertil fremtidens landvindinger indenfor bl.a. sundhedsteknologi og plastikkirurgi, er der god grund til at tro, at vi vil holde den gående for fuld skrue op i en højere og højere alder. Og selv i livets sidste faser skal der være plads til MIG og MINE ønsker.
Scenarier for fremtidens plejeboliger
For at inddrage deltagerne i en mere nuanceret dialog om fremtiden, arbejdede vi i 4 vidt forskellige scenarier for fremtidens tidsånd og forventninger til fremtidens ældreservice/plejeboliger:
- Selv-Optimering med masser af teknologi, så jeg er selvhjulpen
- Fælles-Værdier hvor vi søger sammen om fælles værdier og interesser, men ikke med hvem som helst
- Certificering med fokus på praktik og forudsigelighed for alle
- Selv-Skabelse hvor mit hjem er MIN scene, hvor jeg vil have oplevelse og realisere mig selv, også som ældre
Deltagerne skulle indenfor deres scenarieramme blandt andet svare på, hvordan de ældre ønsker at bo, hvordan fremtidens plejebolig skal se ud, og hvilke faciliteter og services skal der være.
Efter en præsentation fra grupper i plenum havde vi en hurtig afstemning om fremtiden i forhold til de 4 scenarier: Hvor er vi i dag? Hvor er vi på vej hen? Hvor vil vi gerne hen?
Til slut var deltagerne tilbage i grupperne igen for at komme med konkrete forslag inspireret af forløbet og deres egen virkelighed.
Livlig digital debat
Thisted Kommune havde valgt at bruge Teams som platform for mødet, og det fungerede godt. Selve hovedmødet med omkring 70 deltagere foregik i et plenumrum. Her kunne deltagere skrive spørgsmål og kommentere i chatten.
Til gruppedialogen blev deltagere bedt om at forlade plenum og gå ud i det grupperum, som de var blevet tildelt via et ekstra link i deres mail, så der var plads til ca. 10 deltagere i hvert rum. Her var der en livlig debat, selvom deltagerne sad spredt ud over kommunen. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, da jeg loggede ind og ud af grupperne. På forhånd var der udpeget en digital mødeleder og referent i alle grupper, da digitale møder kræver en ekstra god mødeledelse, og samtidig blev dialogen optaget på lydspor, så der er sikkerhed for, at ingen guldkorn er gået tabt.
Tilbage i plenum kom alle mødelederne med et kort referat og derefter gik vi over til digital ”afstemning” om fremtiden. Vi brugte den enkelte løsning med ”raise hands ”og det fungerede enkelt og godt og er en god måde at gøre et digitalt møde mere levende og direkte inddragende.
Fysisk versus digital workshop?
Jeg vil til enhver tid foretrække at komme ud i det virkelige liv. Dels er det mærkeligt at tale ind i en skærm uden at vide om folk smiler, nikker eller gaber – det giver en psykologisk utryghed, som man lige skal komme sig over. En utryghed, som deltagerne også meget let selv kan føle bag skærmen, og derfor er det vigtigt at være ekstra nærværende, når man er ”på”.
Når det er sagt, så kan det digitale borgermøde også noget. Man skal blot gennemtænke en drejebog, der fungerer i det digitale set up, dels rent teknisk men lige så vigtigt i faciliteringen af mødet. Det er afgørende, at der er en god mødeledelse - også i grupperne. Vi holdt en del digitale møder og test i planlægningsgruppen i Thisted Kommune for at få det hele godt på plads. Selv har jeg taget et kursus i digital facilitering, og det kan klar anbefales, man bliver lidt mere skarp på det anderledes ”set up”, og hvordan man skaber liv i det.
Det digitale borgermøde dur - i hvert fald var Thisted Kommune tilfreds:
"Endnu engang tak for et rigtigt godt borgermøde. Vi har allerede fået mange positive tilbagemeldinger.”
Søren Kildskov Brogaard Udviklingskonsulent Thisted, Kommune.
Se Video med intro til det digitale borgermøde
Læs mere om workshops, der kan foregår virtuelt eller i det virkelige liv!
Følg mig her: