Klumme i Århus Stiftstidende februar 2010

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Som mor til to børn på 14 og 18 år har jeg fuld forståelse for det kløgtige menneske, der engang udtalte, at man burde give alle teenagere et skilt i panden, hvor der står ”lukket pga. ombygning.” Fester, øl, svingdørskærester, humørskifte og timer ved spejlet hører åbenbart til at gå fra barn til voksen – og ved nærmere eftertanke var det vist også sådan, da jeg selv var ung. Der er altså intet nyt under solen, allerede Sokrates gjorde opmærksom på unoderne i ungdomskulturen. Vi kan kun vente til, det er drevet over og fornuften indfinder sig med fast job, familie, kreditforeningslån og stabilt sindelag. Eller kan vi? Noget tyder på, at popstars-generationen ikke drømmer om villa, vovse og Volvo men starquality, sceneskift og selviscenesættelse – og så skal det helst foregå i New York.

Enhver ungdomsårgang er opvokset under nogle særlige samfundsvilkår. De fleste teenagerforældre vil sikkert huske oliekriser, høj arbejdsløshed og kamp om studiepladserne. Vi tilhører de store 1960´er generationer og har skulle kæmpe om mulighederne. I samfundslitteraturen går vi for at være bekymrede og konkurrenceprægede, også efter vi er blevet voksne. Derfor kan det måske indimellem være lidt vanskeligt at forstå den drømmeriske, zappende og selvbevidste attitude, som kendetegner popstars-generationen og junior derhjemme på teenageværelset.

Popstars-generationen er født ind i et rigt individualistisk følelsessamfund med frit valg på alle hylder, et overflødighedshorn af muligheder omkring forbrug, rejser og tv-kanaler og et massivt indtryk af drømmebilleder. Deltag i en Popstars- eller X-Factorkonkurrence og måske bliver du lige pludselig en stjerne. Mange er opvokset som ønske- eller projektbørn og er blevet curlet af velmenende forældre, papforældre, papbedster og pædagoger, der har klappet, når de tegnede en grim gris. Samtidig er popstars-generationen en lille generation og har derfor fra ganske små fået at vide, at de tilhører en privilegeret generation, der vil få let til alting. Og det er sådan set rigtig nok. Set vi bort fra den aktuelle finanskrise tyder alt på, at der bliver rift om popstars-generationen, i takt med at de store årgange forlader arbejdsmarkedet. Også Århus Kommune er vist i gang med en charmeoffensiv overfor popstars-generationen.

Skal vi som forælde så være bekymrede for en generation med store stjernedrømme om at indtage scenen og som forventer at kunne gøre det, JEG føler for LIGE NU? Næppe. Den verden, de unge skal ud at navigere i, er turbulent og uforudsigelig og måske er de i virkeligheden langt bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked end os forældre. Med et samfund i turbofart kan det vise sig, at popstars-generationens selvbevidste og fleksible tilgang til tilværelsen er mere hensigtsmæssig. Drømme og hang til selviscensættelse er måske en langt bedre madpakke end stabilitet og ydmyghed. Selvfølgelig kan der bliver for langt fra drøm til virkelighed og studievejledere opfordrer i den grad os forældre til at lære de unge at reflektere over deres evner i stedet for blot at bakke dem ukritisk op. Men som kok Rene´ Knudsen så herligt udtrykker det i bogen om popstars-generationen:” De tør eksperimentere, de har ingen grænser og er ofte skide gode til alt det, jeg ikke kan!” Lad os tro og håbe på, at vores popstars derhjemme netop kan det, der skal til!