Hvad vil du så med dit liv!
Vi lever i en individualistisk tid, hvor JEG forventes at vide, hvad jeg vil og selv kan sætte scenen for mit eget liv. Men behøver uddannelsesvalget nødvendigvis at være så stort og passionsagtigt?
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende juni 2012
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Han aner ikke, hvad han vil, udbryder en af mine bekendte og tilslutter sig mange forældres bekymring, her hvor studenterhuerne snart udklækkes. ”Han” er 20 år, student for 1 år siden og ”gået helt i stå med sit liv”. Der må da være noget, han brænder for! Det er der så ikke. Måske noget med mennesker, måske kriminalpoliti måske topreporter i New York. Feltet er åbent. Jeg kan ikke mærke det, siger sønnen opgivende, da jeg spørger.
”Find din indre passion på 8 uger”, hedder en af de tidstypiske titler på boghandlerens reol. Hvor svært kan det være. Et eller andet sted inde i dig selv må svaret da ligge: Hvem er du egentligt? Hvad brænder du for?
Vi lever i en individualistisk tid, hvor JEG forventes at vide, hvad jeg vil og selv kan sætte scenen for mit eget liv. Tidligere var det måske noget lettere. Slut med skolen, og vi kunne spørge typisk vores far og få et fornuftigt svar. Samfundsudviklingen var til at forudse. Blev vi ikke lykkelige, kunne vi sige, det var en andens skyld - fars eller samfundets. I dag kan de unge betragte en verden af uendelige muligheder og drømmebilleder i medierne og kan de ikke hitte ud af at vælge eller vælger de forkert, er det ”din egen skyld”.
Unge i dag skal ikke ud og overtage forældrenes job og liv. Globaliseringen og teknologien, for at nævne et par småting, driver livets grundbetingelser i en helt uforudsigelig retning. Livet er blevet flydende og uden enkel rettesnor. Slut med livslange arbejdspladser, relationer, normer og traditioner og midt i dette fascinerede inferno, skal de unge træffe DERES valg. Men hvad skal de vælge efter? Valget i dag, kan jo være håbløst forældet i morgen. Og der står vi forældre så med vores, ”hvad vil du så med dit liv?”
En del af tidsåndens individualisme er psykologisk; svaret må ligge i den enkelte. Og måske er det rigtigt nok, hvis den humanistiske psykologi med Maslows behovspyramide har ret: Under de rette omstændigheder vil vi realisere vores unikke potentiale og finde den indre passion. Det må Louise eller Malthe så gerne finde NU, siger mor og et aldrende samfund, som helt forståeligt har brug for, at alle kommer igennem uddannelsessystemet hurtigst muligt! Noget af en mental økse at have over hovedet og derfor vel ikke mærkeligt, at mange unge går i sort, forlader pt. drømmeuddannelsen og føler sig som en fiasko i eget liv.
Ikke alle psykologiske retninger mener, at svaret ligger så klart i os selv. Måske er der slet ikke noget ”derinde”? Fødes vi som tomme tavler og kan programmeres til hvilket som helst job? Andre hævder, at vi præges af vores miljø og konkrete handlinger og vores kompetencer er et samspil mellem, det vi kommer fra og det vi kaster os ud i. Så lander den nok et sted.
Jeg kan godt lide tanken om, at vi selv skal finde meningen med vores eget liv. Der er vel ikke andre til det. Men at tro, at junior kan finde en indre passion ASAP og se lyset, er måske naivt, i værste fald lammende. Måske derfor mange unge lader sig lokke af de medieskabte karrieredrømme som kok, studievært eller stjernekirurg. Uden nødvendigvis at have de matchende kompetencer. Måske vi forældre skal hjælpe vores unge til at forstå, at det er godt at have drømme, men det hele ikke behøver måske ikke nødvendiges at være så stort og passionsagtigt. Måske du blot skal gå i gang med noget, du er god til. Noget der matcher din eksamen. Noget der kunne se helt ok ud også på en gråtonet mandag.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: