Kendt eller anerkendt?
Drømmer de unge om at blive kendt uanset for hvad eller om at blive anerkendt for mere end eget spejlbillede i et personligt tv-program? Det kan faktisk være ret så vigtigt, at kende den benhårde forskel på at være anerkendt eller bare kendt.
Bragt som klumme i Psykolog Nyt nr. 6 2011
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Drømmer du om at blive kendt eller anerkendt? Spørgsmålet blev stillet i ”Amalies verden”, som blev sendt i efteråret og burde være pligt-tv for alle, som beskæftiger sig med børn og unge inklusive forældre. 18 årige Amalie drømmer om at blive kendt og kickstartede karrieren med deltagelse i ”Paradise Hotel”, hvor hun brillerede ved at sige ”sjove ting”, noget andre nok vil kalde svag eller begrænset formuleringsevne. Men Amalie er hot og har fået sit eget program på TV3. Hun taler gerne og uafbrudt, bliver dog ved journalistens spørgsmål stille, men siger så: ”Nu ved jeg så ikke lige, hvad anerkendt betyder”. Jeg skal ikke gøre mig sjov over en ung piges kamp med ordene, vi har selv ordblindhed som gæst i familien, men spørgsmålet er centralt i forhold til ungdomskulturen i dag, for mange andre end Amalie har star-drømme. Drømmer de unge om at blive kendt uanset for hvad eller om at blive anerkendt for mere end eget spejlbillede i et personligt tv-program?
Popstars-generationen er født ind i et rigt individualistisk velfærdssamfund med et overflødighedshorn af muligheder omkring forbrug, rejser og tv-kanaler, plastikkirurgi og et massivt indtryk af drømmebilleder. Startraketten var Popstars-programmet i 2001 og siden et eldorado af reality-programmer som X-factor, Paradise Hotel og mere fictionspræget underholdning som Sex and the City, altid på ret høje hæle. En hel generation af børn og unge klæbede til skærmen og når de bagefter sang i deres karaoke-anlæg, klappede far og mor ukritisk med, slet ikke bevidst om, at Louise så troede, hun kunne blive den næste stjerne.
Samtidig er mange opvokset som ønske- eller projektbørn og er blevet curlet af velmenende forældre, papforældre og papbedster, der har klappet med, for janteloven er jo død. Familiebegrebet er blevet mere flydende i takt med, at de nødvendige funktioner er blevet outsourcet til institutioner og supermarkeder og kvinderne har fået selvstændig økonomi. Der er ingen nødvendighed, ingen klare roller eller naturlig forældre-autoritet tilbage i familien. Derfor er børn meningen i fars og mors liv, limen der skal holde det hele samme. Det lykkes ofte ikke, men barnet som meningsgivende projekt fortsætter nu i nye mere flydende familieformer med ekstra opmærksomhed i ”min” uge, herligt dobbelt op! Der er ikke meget nej og nødvendighed - begrebet lørdagsslik tilhører vist en svunden tid.
Tilmed er popstars-generationen en lille generation, der får at vide, at de vil få let til alting. Og det er vel rigtig nok. Bortset fra under den aktuelle finanskrise; der bliver der rift om popstars-generationen, i takt med at de store årgange forlader arbejdsmarkedet.
Opvokset i en individualistisk verden fuld af muligheder og ingen faste roller, er det klart, at de unge forventer at sætte scenen i eget liv og det må gerne være stort. Lidt star-quality, om det så hedder stjernekirurg, stjernekok eller studievært. Mulighederne og drømmene står i kø. Det er bare om at vælge - til gengæld kan valget ikke vælges fra. Samfundet ændrer sig i turbofart og i fremtidens samfund findes ingen faste pladser. Relationer, jobs, kompetencer er flydende og foranderlige. Det bliver vigtigt at kunne kapere forandringens evige strøm, reflektere over egne evner, mestre ny viden, vælge ud og møde de andre enere i netværk, hvilket faktisk kræver et ret så stort beredskab i sociale kompetencer. Og måske vigtigst at finde et indre anker af selvværd og værdier til at klare de mange tæppefald og sceneskift. Vide at især i et omskifteligt samfund er let succes i dag, glemsel i morgen. Det kan faktisk være ret så vigtigt, at kende den benhårde forskel på at være anerkendt eller bare kendt.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: