Din digitale tragedie – du bliver aldrig tilfreds!
De teknikker, som skulle hjælp os med at spare tid, har produceret en eksplosion af muligheder, der bare speeder op
Bragt i Århus Stiftstidende august 2019
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Mountainbikeræs i Marselisborgskovene, lagersalg i Ridehuset, fælles indsamling af affald på stranden i Risskov og midt i det hele, fordybelse i en mindfull-event – for lige at komme i balance. Alt sammen på selvsamme lørdag. Eventmanien på Facebook raser, der er ikke grænser for de mange spændende begivenheder, man kan deltage i. Men ikke nok med det. Der er vist også gået sport i at melde sig under fanerne, om ikke til det hele, så det halve med en ”interesseret” i at deltage markering.
De sociale medier er en platform for selviscenesættelse og markering af ens unikke interesser. Det kan fint forklares med, at vi lever i en stærk individualistisk kultur og har brug for at skille os ud. Det kan være hipt at vise sine mangesidige interesser; at man er et interessant menneske, der spænder fra vild performancesport over yogafællesskaber til klima demonstrationer og pileflet. Men anskuer man det ud fra den tyske sociolog Hartmut Rosas teorier om acceleration, kan der faktisk være noget mere tragisk på spil.
Ifølge Rosa er acceleration den altafgørende megatrend, der peger ind i fremtiden. Forandringerne og udviklingen går hurtigere og hurtigere pga. digitaliseringen. Vi er kommet på digital speed nu også via de sociale medier, hvor flere og flere muligheder vælter ned i hovedet på os, på godt og på ondt. Rosa beskriver, hvordan mennesket altid har oplevet en forskel mellem drømme på den ene side og på den anden, muligheden for at realisere dem. Tid og penge er begrænset, men skellet var tidligere ikke større, end man kunne nå mange af sine drømme, hvis man virkelig gik efter dem. I dag er antallet af drømme vokset med de mange tilbud, men det er også blev muligt at opnå mere. Vi lever længere, arbejder mindre og har en væsentlig bedre økonomi. Men pga. accelerationen vokser tilbuddene langt hurtigere end vores kapacitet. Vi vil aldrig have mulighed for at opleve det hele, selv de rigeste er ramt af en begrænset tid her på jorden. De teknikker, som skulle hjælp os med at spare tid, har produceret en eksplosion af muligheder, der bare speeder op. Det er det moderne menneskes største tragedie, at det aldrig kan blive helt tilfredsstillet, siger Rosa
En relativ ny ”diagnose” er FOMO – Fear Of Missing Out; angsten for at gå glip af noget i forhold til de sociale mediers uendelige strøm af fede events. Den eksploderende mængde af tilbud har ikke nødvendigvis gjort os mere lykkelige eller tilfredse med livet. En kendt undersøgelse indenfor lykkeforskning er den med marmeladerne. Hvis man stiller opstiller 24 forskellige marmeladevarianter som smagsprøver i et supermarked, sælger man stort set intet. Begrænser man det til 6 varianter, ryger der marmelade ned i indkøbskurven. For mange valgmuligheder gør os ikke til glade forbrugere åbenbart. Og måske heller ikke lykkeligere, hvis vi farer rundt til snart det ene snart det andet og måske ovenikøbet går glip af livets andre glæder heriblandt fordybelse og dovenskab.
Personligt er jeg stået af og kan blive helt blæst, når Facebookvennerne ser ud til at magte både Salsaevent, vandreevent fra Moesgaard til Kalø, Cocktailsmagning og Meditationsevent i løbet af en weekend. Jeg har rigeligt at gøre med at passe mit arbejde, mine fritidsgøremål, være der for min familie og venner og lunte en tur langs stranden for at glæde min skridttæller. Eller også er jeg bare ramt af marmeladefænomenet og vælger sofastrategien i afmagt. Men der fra min sofa kan jeg godt få en mistanke: Mon folk bare markerer deres interesse for dette og hint, men reelt ikke altid møder op, når det kommer til stykket? Måske de også indimellem segner om i sofaen og giver følelsen af FOMO løbepas?
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: