Man KAN sælge sand i Sahara!
Er oplevelsesøkonomi ikke tågesnak i en tid, hvor krisen kradser? Ikke i Vestjylland, hvor du kan købe "Klitsand" med hjem fra ferien!
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende august 2012
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Man kan ikke sælge sand i Sahara, formanede min far mig, når jeg som ung blev lidt for vidtløftig. Og det gjorde han med god ret og fornuft. Det samfund, som jeg skulle ud og klare mig i, kaldte på uddannelse, stabilitet, fornuftige beslutninger og det lange seje træk, ikke flyvske og drømmeriske forestillinger. Noget der i den grad har ændret med oplevelsesøkonomiens indtog
”Tag lidt af ferien med hjem”. Sådan markedsføres ”Klitsand” i min sommerhuslokale SuperBest i Søndervig. For 40 kr. kan man købe en stofpose med sand med hjem, således at følelsen af ferie og Vesterhav kan genopleves, når regn og rusk sætter ind. Det kan godt være, at vestjyderne selv klør sig lidt i skægget, men turisterne er glade. Jo man kan faktisk leve af at sælge sand i Sahara.
I de sidste 5-10 år er der skyllet en bølge af oplevelsesøkonomi ind over Danmark. Grisen skal hedde Holger, Føtex fortæller, at ”Glade grise smager bedre” og en kyllingeproducent i Midtjylland markedsfører kyllingen ”med et godt sind” At købe et æg er blevet en tur igennem hele følelsesregistret. Prisbevidst med billige buræg? Autentisk Morten Korch stemning med æg fra økologiske høns, der har levet det lykkelige liv i frugtplantager? Familiekvalitetstid med æg med sjove reklamer for Bonbonland med et vildsvin, der looper for vildt? Eller falder du blot for ”pluk-selv” æg i en montre med en lille udstoppet kylling, der skal stimulere købsoplevelsen? Uanset hvad; brug dine følelser, mærk efter og træf dit valg. En gang var pris og kvalitet de vigtigste parametre, i dag og i fremtiden er der en følelsesmarginal at hente.
Er oplevelsesøkonomi ikke tågesnak i en tid, hvor krisen kradser? Smider vi ikke blår i øjnene på hinanden og de unge mennesker, der tror, at de kan leve af at være kreative i fremtiden? Svaret er nej, vi skal blot endnu hurtigere ud over stepperne for at omstille vores samfund til et oplevelses- og innovationssamfund. I takt med, at industri- og vidensjob outsources til lande med billigere arbejdskraft, skal vi leve af hittepåsomhed, innovative løsninger og oplevelser i produkter og serviceydelser. Vi kan ikke konkurrere med kineserne på ren pris. Tværtimod må vi håbe, at en voksende middelklasse i bl.a. Kina får lyst til at købe vores produkter, som adskiller sig fra de masseproducerede varer, med design, storytelling og oplevelser. Som den fantastiske Vipp designer-toiletbørste til 1200 kr., der giver den funktionelle men utrendy plastikbørste til 10 kr. baghjul.
Selvfølgelig er innovation mere og andet end ”sjove ”produkter. Innovation handler også om nye teknologiske løsninger på klima- eller energiudfordringer, udvikling af sygehusrobotter og intelligent tøj og mad. Men oplevelses- og designelementet er formentlig kommet for at blive - også i krisetider. I en sådan grad at fornuftige mennesker åbenbart kan lokkes til at købe sand med hjem i en brun stofpose eller ligefrem betale tusindvis af kroner for at få serveret levende myrer på restaurant Noma. Det sidste er ikke alle beskåret, men oplevelsesprodukterne findes på alle niveauer også i form af en underskov af billigere oplevelsesprodukter. Kig f.eks. i et Føtex-katalog, det er en guldgruppe af oplevelsesøkonomi på alle fronter.
Også SuperBest er klar med et billigere bud til dig, hvis du synes 40 kr. er i overkanten for en pose sand: For kun 20 kr. kan du købe en tom pose med teksten ”Klitsand” og selv fylde sand i. En snedig sjæl kunne måske så fristes til blot at tage en hel almindelig plasticpose med på stranden, men spørgsmålet er, om du så får helt den samme oplevelse af ”Klitsand fra Vesterhavet” med hjem? Så er det jo bare sand!
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: