Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Artiklen har været bragt i Ledelse i udvikling 4, 2012, udgives af PID-Personalechefer i Danmark

Mon der er andre end mig, der har stået i alskens netværkssammenhænge med et smart visitkort kampklar i tasken og følt sig ganske akavet? Og ret så tvivlsom overfor, om denne hurtige letten ben overfor hinanden reelt tjener et fornuftigt formål. Er netværk virkelig et must for at få adgang til de fede jobs, opgaver og events i fremtiden? Formentlig Ja, men måske der er behov for at kvalificere netværkeriet til en mere behagelig og strategisk størrelse? F.eks. kunne man satse på at få sig en posse.

Netværk er blevet et mantra i de seneste år og vi styrter rundt både i det fysiske og virtuelle liv og gør os til og blander (visit)kort. Facebook, Linkedin, netværksgrupper, speednetdating, you name it. Og der er nok ingen tvivl; i fremtidens innovative netværkssamfund, kommer du ikke uden om at lære kunsten at netværke. Et krystalkuglekik siger, at fremtidens arbejdsmarked bliver langt mere løsagtigt pga. øget global konkurrence, outsourcing, fusioner og individualisering. Mange job vil kunne flyttes virtuelt rundt omkring på kloden, uanset om det drejer sig om fjernoperationer, grafisk design eller udvikling af innovative miljøløsninger. En helt ny konkurrencesituation, der udfordrer faste job og titler og erstatter med projekter og ad hoc opgaver. Du er aldrig mere værd end dit seneste projekt, siger den britiske sociolog Richard Sennett det så kynisk: Der er i fremtiden ingen faste organisationsdiagrammer til at sikre dig din plads. Du skal performe godt på projektet og samtidig sikre dig et ben på det næste projekt. Talent og netværk er i kombination en forudsætning på fremtidens arbejdsmarked.

Men netværk er mere og andet end at baske løs med et visitkort. I hvert fald ifølge den britiske professor Linda Gratton. I sin seneste bog The Shift, opdeler hun netværksbegrebet i tre i princippet lige vigtige dele. Tre netværkslag, der er en forudsætning for, at du kan stå distancen både menneskeligt og fagligt i fremtidens flydende netværkssamfund.  

Først og fremmest skal du have et ”regenerativt” fællesskab eller mere jordnært nogle nære relationer eller varme bånd. Det lyder måske selvfølgeligt, men i en (frem-)tid med mere flydende familieformer, jobskifte og øget mobilitet kan vi ikke nødvendigvis læne os op af livslang ægtefælle, kollegaer og naboer. De selvfølgelige fællesskaber er ikke så sikre, som de var engang og vi må bruge energi på at investere i relationer og venskaber, som vi kan regne med. Nogle sociologer mener ligefrem, at vores familierelationer med skilsmisser og papkonstellationer er blevet så tvivlsomme, at venner vil få større betydning for de valg, vi træffer end vores familie. Måske lidt ud fra devisen; ægtefæller forgår, venner består. Uanset: Vi får brug for nære netværk til at puste ud i og fordøje det heftige uforudsigelige turbosamfund.

Det nære er nødvendigt men ikke længere nok. Engang var vi sikret gennem vores familie og venner, i dag begår vi en brøler, hvis vi tror, at det er onkel Bent, der skal sikre os en gylden fremtid. Vi skal løsne tøjlerne, ud over stepperne og møde det nye og det anderledes, hvis vi skal udvikle os til at byde ind på et omskifteligt arbejdsmarked. Vi får brug for ”The big idea crowd”. Måske er det det, vi allerede gør, når vi vifter løs med vores visitkort eller linker og liker på Facebook. Håbet er vel bl.a. at møde ny inspiration, og anderledes vinkler, der kan udvikle os som mennesker eller arbejdskraft. Spørgsmålet er dog, om vi i virkeligheden har det med at falde i med nogle, der ligner os selv? En professionel tilgang til det yderste lag i netværket, er ifølge Gratton at søge mennesker med helt anderledes baggrund uddannelsesmæssigt, socialt og kulturelt. Netværkspersoner, som vi ikke nødvendigvis skal samarbejde med eller have som kunder, men som kan sparke godt og grundigt til vores udsyn og kreative tanker.

Og så er der ”the posse”. En helt ny og meget interessant netværksform et sted midt imellem det nære og det fjerne netværk. Se Client Eastwood for dig som sherif i en lille by i en klassisk western. Nogle banditter har plyndret en diligence og hvad gør vores helt? Han samler sin posse. En lille gruppe mænd, som han kan regne med på opgaven. Han ved hvem i byen, der er hurtige på aftrækkeren og kender deres plads i ganget, og undgår de slappe og fordrukne. Af sted på hesteryg i samlet flok og jobbet er gjort. Gratton mener, at vi får brug for en posse eller flere posser i fremtiden. Netværkspersoner, som vi kan regne med her og nu, når projektet er der. Som indtager deres rolle kompetent, loyalt og til aftalt tid. Det behøver absolut ikke være dine nære venner, men folk du kan regne med fagligt og menneskeligt, når starkskuddet lyder. Sammen vinder I det næste projekt for en stor international virksomhed og performer flot i flok.

De sidste 5 til 10 år er netværksbegrebet blevet mere og mere hot, og hold op hvor har jeg selv kartet rundt i netværksseancer, møder med mulige samarbejdspartnere og talt med gode venner om at ”vi bør da lave noget sammen”. Det meste er blevet til snak og visitkortsforløsning. Og indimellem rigtig god inspiration. Men effektivt har det ikke nødvendigvis været. I fremtiden vil jeg forsøge at tænke mere strategisk og kun lade mine netværkscirkler falde sammen, når det er virkelig relevant. Nyde de sjove og eksistentielle samtaler med mine nære venner. Kaste mig endnu længere ud på det dybe vand i dialog med spændende mennesker i de ydre cirkler. Og samle på samarbejdspartnere, som har vist sig kompetente, sjove og loyale og har evnet til at udfylde deres rolle på konkrete projekter. Svinger det? Evner vi sammen at få vi både banditterne nakket og diligencen med hjem i sikker havn? Hvis nej, så kan vi måske linke i et af de andre netværkslag uden sure miner. Falder vi i hak i et gang, vil jeg fremover nok spørge; vil du være min posse?