Mad er usundt, haps, haps!
Reagerer vi på kontroltab med gluten- laktosefri og andre IKKE fødevarer?
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende oktober 2015
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
De er laktosefri, siger hun og byder sine hjemmebagte boller rundt, og også uden gluten tilføjer hun selvfølgeligt. Gået på klingen er de både fedtfattige og uden farlige fedtsyrer. Stemningen breder sig fornøjeligt, indtil min nabo stiller sig kritisk overfor mælk, laktosefri eller ej. Hos os bruger vi kun havremælk, spinder hun, det virker knap så animalsk. Situationen er ikke helt sand men dog konstrueret ud fra forskellige oplevelse, jeg har haft i nyere tid. Som syndig livsnyder føler jeg mig noget slået hjem i ludo af denne spritnye bølge af madkontrol og IKKE.
Det er ikke nyt, at mad er en livsstilsmarkør. Da jeg startede som fremtidsforsker for 15 år siden, var det dog både provokerende og naivt at hævde, at der kunne tjenes penge på historier om fødevarer i fremtiden. De fleste forbrugere ville fortsat vælge på baggrund af pris og kvalitet, fik jeg at vide ikke mindst af landmændene fra mit tidligere arbejde i en landboforening. I dag kan man ikke gå igennem et supermarked uden at blive følelsesbombaderet med historier om lykkelige høns og glade grise. Vand iklædes smarte flasker og perlende historier. Fra informationssamfundets fokus på mængde, nemt og billigt slog drømmesamfundet fuldt igennem på ganske få år. Hvordan hænger det så sammen med den nye IKKE-tendens?
I bogen Valgfrihedens Tyranni hævder sociologen Renata Saleci, at der faktisk ikke er så meget nyt under solen. Kontrolbølgen er også en fortælling. Før finanskrisen var det trendy med svulstige historier om ens unikke forbrug med fede gedeoste fra et lille fransk mejeri. I dag handler historierne om selvkontrol: Dyre cykler og andet sportsgrej, neonfarvet lycratøj, armbånd til selvoptaget måling af sig selv og diverse ”sunde” fødevareprodukter. Boghandlen bugner med diætbøger og mange tyr til kostvejledere og personlige trænere, der næppe er helt billige.
En ny fortælling eller ej, så ser det ud til, at finanskrisen åbnede en flig af fremtidens mere usikre og konkurrenceprægede globale arbejdsmarked. Et konkurrencesamfund, hvor det handler om at være markedsklar- fagligt, fysisk og mentalt og bruge kroppen som strømlinet visitkort. At signalere evig selvforbedring bl.a. via et kontrolleret fødevareindtag.
En supplerende forklaring kan være, at det handler om en dybere angst for ikke at slå til. Vi lever i et komplekst samfund, hvor det ikke er til at vide, hvad der er godt eller skidt. Mulighederne og informationsmængderne tordner ned i hovedet på os fra flere og flere medier og eksperter. Samtidig lever vi i følge sociologen Ulrich Beck i en global verden, hvor vi ikke kan forskanse os mod udfordringer som forurening, international terrorisme, globale kriser og aktuelt mennesker på flugt. Vi lever i et risikosamfund og skræmmes af et kontroltab og vil derfor forsøge at kontrollere det vi kan, nemlig det nære. F.eks. vores indtag af fødevarer.
Er der så store kræfter på spil, bliver det nok ved og vildere. Flere og flere besynderlige fødevareprodukter, der IKKE indeholder dette og hint. Sindige instrumenter hvor vi holder kontrol med vores kropsbalancer. Individuelt tilpassede piller eller pulver, så der er 100 % kontrol med indtaget. Det ultimative er selvfølgelig at holde op med at spise. En alternativ behandler i Århus lærer allerede mod en god betaling folk at holde op med at spise og drikke og i stedet leve af lysets energi. En spændende fremtidskurs eller en farlig vej? En kvindes død sættes åbenbart i forbindelse med kuren.
Om det ender så galt, er ikke sikkert. Igennem historien har pendulet svinget mellem syndige og puritanske perioder og enkelte sundhedsguruer er da også ved at skifte hest til mere livsnydelse. Så mens vi venter på sjovere tider, vil jeg fortsat leve inspireret af Benny Andersens herlige digt Diæt; her er i udpluk: Flæsk er ikke godt for hjertet, radiser indskrænker horisonten, ærter standser udviklingen, blomkål ta´r udsigten, mad er ikke godt for maven, livet er usundt haps, haps, haps.
Følg mig her: