Knagefællesskaber
Flygtig fremtid skaber behov for midlertidige intense fællesskaber
I hele december kunne århusianerne glæde sig over en kæmpe snepark midt i Århus C. Børn, voksne, ældre, turister, alle kunne deltage enten på ski, til afterskiing eller blot som tilskuer til den hujende leg. Private initiativtagere har stået bag projektet med støtte fra fonde, sponsorer og med en underskudsgaranti fra kommunen. Vejret og dermed sneen har drillet, men ellers har der vist været fin opbakning til projektet. Og det er måske ikke så underligt. For det skriver sig lige ind i (frem-)tidsånden med et stærkt behov for midlertidige intense fællesskab, som alle kan deltage i. Det som sociologen Zygmunt Bauman kalder for knagefællesskaber.
Bauman mener, at vi i stigende grad lever i et individualiseret samfund, hvor vi alle indimellem kan følge os ensomme og utrygge og derfor søger vi efter fællesskaber. Men det helt trygge fællesskab er forsvundet. Vi skifter job, venner og partnere som aldrig før, og kan ikke regne 100% med nogen. Vi savner det livslange fællesskab, hvor man var naturligt med uanset, om man var klog, køn, syg eller smart. Den såkaldte ”varme kreds.” Derfor søger vi nye fællesskaber f.eks. i form af ”knagefællesskaber”
Forestil dig en knagerække, og at knagerne er fællesskaber, du kan hænge dig på for en tid. Det kan være en sportsbegivenhed, en koncert, eller f.eks. en skioplevelse i Århus. Et fælleskab her og nu. Eller måske et fællesskab, hvor du måske oveni købet er med både før, under og efter begivenheden igennem en Facebook-gruppe, hvor i deler kommentarer og foto. Der er en fornemmelse af at være med uanset, hvem du er, for I behøver ikke dele livsstil eller interesser i øvrigt. I har blot fundet sammen om en begivenhed, som alle synes er fed, og her kan der opstå et intenst fællesskab for en tid.
Og der bliver brug for knagefællesskaber i byen i fremtiden. I 2013 deltog jeg i en tænketank under Ministeriet for By, Bolig og Landdistriktet med fokus på fællesskabet i byerne i fremtiden. Hvis alle prognoser holder, vil de større byer vokse voldsomt i de kommende år. Hermed udfordres de langvarige naturlige fællesskaber ekstra. Jeg har lige været i en af Kinas hurtigst voksende byer, Zouhou og fået syn for, hvad der sker, når der skyder tårnhøje lejlighedskomplekser op for at huse de mange tilflyttere. Der er langt fra 10. etage og til fællesskabet på gadeplan. Den amerikanske politolog Robert Putnam påpeger, at den hastige vækst netop udfordrer fællesskabet i sin ”repotting-hypotese”: Med den omskiftelighed, vi har i vores liv, bliver vi som potteplanter hele tiden revet op med rode, før vi når at sætte rødder. Vi bliver pottet om alt for hastigt. Måske også derfor får vi brug for knagefællesskaber, så vi ikke blæser helt væk hver især
I en fremtid med endnu større omskiftelighed, hvor vi står med risiko for, at vi alle forsvinder ind i vores smartphone, er det herligt, at folk tager initiativ til spændende initiativer i byen. I stedet for, at vi sidder hjemme i hver vores ”ghetto” og netshopper og bliver underholdt på nettet, er det da fedt, hvis folk kan lokkes op af sofaen og ud i byrummene. Lad os håbe, at fremtiden byder på endnu mere spas i gader og stræder. Og at også de nye byrum på havnefronten bliver fyldt med spændende knagefællesskaber. Så gider jeg i hvert fald godt blive gammel i Århus og ”sidde på en bænk ved molen.”
Følg mig her: