Facebook-baby syndromet
Hvad sker der, hvis Facebook får mere opmærksomhed end baby?
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende juni 2014
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
”Når de siger mor tre gange, så ved jeg, at der er ved at være et problem.” Ordene stammer fra en ung mor i forbindelse med et interview med en gruppe unge om bl.a. brug af de sociale medier. De fleste er ret unge og har ikke børn endnu, men man fornemmer allerede udfordringen, når de fortæller om deres heftige brug af Instagram, Snapchat og især Facebook: Hvordan skal der egentlig engang blive plads til noget så jordnært som en babys fysiske behov i en evig on-line tilværelse?
Udviklingen i den digitale verden og de sociale medier er eksploderet især de sidste fem år. En fantastisk digital motorvej, hvor vi kan sætte os i scene, linke og like og holde kontakter og dialogen kørende. Få tips til hvad som helst og hjælp til projektopgaven fra vennerne. Og blive updatet på fede designertasker, hotte events og skægge konkurrencer. En parallel digital verden, der får mange unge til at nikke genkendende til udtrykket ”at være tilstede på to planer”. Hvad mon der sker, når de unge får børn?
Det er altid et alderdomstegn, når man begynder at bekymre sig om den næste generation. Og som fremtidsforsker forsøger jeg at forholde mig åbent og nysgerrigt til nye trends og tendenser. Men den unge mors refleksion om sin brug af Facebook efterlod mig med tanken om små børns behov for kontakt og spejling. Står vi overfor en ny mulig fremtidsdiagnose: Facebook-baby syndromet. For hvad sker der, hvis mor eller far bliver så optaget af det virtuelle liv, at Facebook har forrang for baby?
Nogle sundhedsplejersker fortalte mig for nylig, at det faktisk er et reelt problem i forbindelse med hjemmebesøg, at nogle unge forældre ikke kan slippe fokus fra smartphonen. Også selv om baby laver sjove ”se mig” pludre lyde. En jysk kommune, har ligefrem set sig nødsaget til at sætte ”mobil forbudt” skilte i daginstitutionerne. Ellers kan det pædagogiske personale spilde megen tid på, at far bliver nærværende, når de skal give vigtige forældrebeskeder. Og Mathilde eller Nikolaj må kæmpe forgæves for at vise mor deres fine tegning eller få hjælp med flyverdragten.
Men selvfølgelig har de unge forældre også stor fokus på baby. I hvert fald når der skal knipses foto til Facebook Det er nemlig helt naturligt for den digitale generation at poste de sødeste skønneste foto af Liva eller Sigurd på Facebook. Som nyslået faster nyder jeg selv de skønne shots af familiens nye guldklump. Men hvor fedt er det lige for baby, hvis mor og far måske har større fokus på at få det rigtige skærmklare foto i kassen fremfor at være intenst tilstede? Har vi her en pind mere til et muligt Facebook-baby syndromt?
Nå, det er nok slet ikke så galt. Selvfølgelig skal de unge nok forstå at opfostre en ny skøn generation af børn. De er vant til og mestrer sikkert at være tilstede på flere planer. Og kan scrolle på Facebook og snapchatte foto af baby samtidig med, at de leger flyvemaskine med gulerodsmosen. Jeg kan bare stadig ikke få en anden ung mors ærlige ord ud af hovedet: ”Nogle gange tager jeg billeder i nogle situationer, hvor man måske skulle have været fuldt ud tilstede. Så står man og filmer i stedet for at kigge på ham.” Gad vide, hvor mange unge mødre, der, hvis de skal være lige så ærlige, kan nikke genkendende til det? Og gad vide, hvad der sker med børn, der har 100 foto på Facebook, men kun få billeder i sit hoved af en intenst nærværende forældre?
Følg mig her: