Tårernes Europa
Samhandel med andre lande er ikke garanti for fred i Europa
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
I 1989 troede vi naivt, at samhandel var garanti for et åbent, fredeligt og velstående Europa. Den 24. februar 2022 mødte vi afslutningen på vores 1989-Europa og står nu overfor Europas største krise siden Anden Verdenskrig. Det er på høje tid, vi indser, at Håbets Europa ikke længere findes.
I bogen ”Tårernes Europa” trækker direktør for tænketanken Europa, ph.d. i statskundskab Lykke Friis, linjerne tilbage til Berlin Murens fald i 1989 og sætter spot på de udfordringer, som EU står overfor efter Ruslands angreb på Ukraine. Vi har oplevet et geopolitisk jordskælv og ved ikke, hvad der kommer efter Tårernes Europa.
Håbets Europa
Med Berlinmurens fald og opløsningen af Sovjetunionen mente man, at demokrati og de liberale værdier havde sejret på verdensplan. Den kolde krig var slut og erstattet af dialog og samhandel, og håbet var et åbent fredeligt og velstående Europa i samarbejde med Sovjetunionen.
Efter Murens fald var det sikkerhedspolitiske fokus primært på Tyskland, belært af historien, og da Rusland annekterede Krim i 2014, var blikket i EU bl.a. rettet mode flygtningekrisen, Brexit og Trumps ”American First” strategi.
Måske var vi naive, siger Friis, for der var mange tegn på, at det Europa vi håbede på i 1989, allerede var ved at gå i opløsning før Ruslands invasion. Selv efter Ruslands annektering af Krimhalvøen holdt vi fast i troen på fred og samarbejde ud fra devisen, at så længe man taler, skyder man ikke. Vi holdt fast i Håbets Europa, men den 24. februar måtte vi erkende, at tiden fra 1989 var ikke en efterkrigstid men en ny mellemkrigstid i Europa.
Ukraines krig er også vores overlevelseskrig, siger Friis. Putin er gået til angreb på den vestlige liberale samfundsmodel, vores økonomiske velstand og vores princip om, at grænser ikke må ændres ved magt.
Putins fantom smerter
Kimen til Tårernes Europa blev faktisk allerede lagt i 1989, siger Friis. 1989 var Putins trauma, og han lider af fantomsmerter over den pludselig opløsning af Sovjetunionen og tabet af russisk storhed.
Putin oplevede som ansat i den sovjetiske efterretningstjeneste i KGB i Dresden et Sovjetunionen, der blev opgivet uden nogen form for kamp og Putin har kaldt Sovjetunionens sammenbrud den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede. Det har næppe gjort det bedre, at der var en ”winner takes it all” mentalitet i 1989 og manglende ydmyghed fra de vestlige lande.
Ifølge Friis har Putin siden bevidst ønsket at genskabe en del af den storhed, der gik tabt i 1989-91. En strategi har været systematisk at opbygge en afhængighed af Rusland i Vesteuropa specielt i forhold til russisk gas. Hvilket vel delvist er lykkedes, eftersom Tyskland fik 52% i af sin gas fra Rusland i 2022 til trods for en tysk beslutning om, at maksimalt 30% af gassen måtte komme fra Rusland.
Ved 2022 annekteringen er det tydeligt, at Putin har indledt en imperialistisk krig, hævder Friis. En imperialisme med rødder tilbage til 1930 ´erne fascisme; Myten (om Rusland/Sovjets forsvundne imperiale storhed), Personkult (i form af Putin) og Forræderi (svigtet under 2. verdenskrig, hvilket betyder at alle der ikke støtter det Sovjetunionen, der besejrede Nazityskland, er forrædere.)
Ved at beskylde ukrainere for at være nazistiske, har Rusland ret til at angribe Ukraine. Faktisk kan Putin påstå, at Rusland kun svarede på truslen fra Ukraine og nazisterne.
Putins ønske er ikke at genskabe kommunismen men den historiske enhed mellem russere og ukrainere, alle efterkommere af den gamle Rus – vi er ét folk. Fantom smerterne skal behandles.
Fra håb til tårer
Den hårde læring er, at verden ikke var i en blivende tilstand efter Murens fald. Det er nu slut med forestilling om, at vi i Europa kan leve med de samme værdier og i fred også med Rusland. Det brast med den 24. februar, siger Friis.
Vi står nu overfor lukkethed, krig og bekymring for om vores velstand, frihandel og en globalisering under afvikling.
Et konkret tegn på, at den kolde krig siden 1945 var forbi, var ifølge Friis, at Mc Donald etablerede en restaurant i Moskva efter Murens fald. Nu har de forladt Rusland sammen med en lang række andre vestlige virksomheder. I løbet af kort tid er det sket en tilbagerulning af årtiers udenlandske investeringer, ligesom talentflugten fra Rusland er godt i gang.
Håbet om et fredeligt Europa er afløst af tårer i Europa og vi må forsøge at skabe overblik over ødelæggelserne, siger Friis. Vi oplever et vendepunkt, og verden vil aldrig blive den samme som før.
Handel ikke garanti for fred
Som nævnt er en vigtig lære og dermed et pejlemærke ind i fremtiden, at gensidig afhængighed ikke per definition er en garanti for fred. Vi kan ikke, som vi håbede efter 1989, handle os til fred i Europa.
Virkeligheden har vist, at for Putin er genskabelse af national storhed og opfyldelse af imperiale drømme vigtigere end økonomisk vækst og eksportindtægter, mener Friis.
Og ikke nok med det, gensidig afhængig via handel er mere et tveægget sværd og ikke nødvendigvis fredspolitik. For afhængighed kan blive et våben, som kan kan bruges til at holde igen med leverancer. Med gasleverancer fra Rusland eller med værnemidler fra Kina, som nogle lande oplevede under Coronapandemien. EU svarer nu igen med sanktioner mod Rusland.
Derfor bør EU diskutere ”strategisk autonomi,” mener Friis. Hvor meget afhængighed kan unionen tåle? EU bør øge deres egen produktion af værnemidler, medicin, batteri, mikrochips og på andre kritiske områder af sikkerhedspolitiske årsager.
Læren fra Ukrainekrigen er, at energipolitik er sikkerhedspolitik, og at der er sket et markant skifte i opfattelse af gensidig afhængighed, som bidrag til fred. Våbnet kan vendes imod os.
Splittelse i EU – Energi og Ukrainetræthed
Putins krigsmål er at splitte EU, siger Friis, og EU står nu overfor store udfordringer.
Stigende energipriser, udhuling af reallønnen, kolde lejligheder og tomme køleskabe. Brownouts, hvor strømmen pludselig forsvinder for en tid. Vil spørgsmålet ”heat or eat,” sætte sprækker i Vestens fælles front, spørger Friis. Vil vi opleve energinationalisme, hvor energiproducerende europæiske lande sætter sin egen befolkning først?
Vil der opstå en Ukrainetræthed i lyset af en krig, der truer vores økonomi, energisystem, værdier og vores fremtid? En uoprettelig skade på det europæiske samarbejde, fordi der opstår uenighed om sanktionerne og Ukraines position?
For medlemsstaterne i Øst opfattes Putin som en eksistentiel trussel, mens befolkningen i andre EU lande kan mene, at de ikke vil involveres i et ”fjernt” lands krig.
Spørgsmålet er, siger Friis: Hvor meget smerte er Europa i stand til at udholde? Vestens udholdenhed og politiske mod står overfor at blive testet i de kommende år.
Vesteuropa er ikke topprioritet
Endelig må vi indse, at ikke alle øjne længere er rettet mod Europa. Vesteuropa er ikke så højt på dagsordenen i fremtiden.
Der er ikke nødvendigvis et globalt sammenhold med vigtige globale spillere som Kina, Indien og Sydafrika, siger Friis. Europa er heller ikke USA´s topprioritet, de har nok at gøre med Kina og et genvalg af Trump vil forstærke denne udvikling.
Samtidig rumsterer udfordringer med Tyrkiets Erdogan, Brexit, der har svækket Europas internationale gennemslagskraft og et Kina, der ikke har adopteret det liberale demokrati, men har skabt økonomisk vækst via hård styring.
EU må i fremtiden styrke sit forsvarspolitiske samarbejde med egenproduktion af våben. Europa kan i fremtiden ikke længere regne med USA og må styrke sin egen militære position, mener Friis.
Vi liver i en ny tid – en æra af ufred, fastslår Friis. Ukraine har lært os, at krig på vores breddegrader ikke er forbeholdt historiebøgerne.
Megatrend: Konflikt eller konsensus?
Som fremtidsforsker arbejder man altid med både en megatrend og en modtendens ind i fremtiden.
I de over 20 år jeg har arbejde med fremtidsforskning, har jeg kun i begrænset omfang indbygget modsætningerne Konsensus – Konflikt i mine scenarier. Det har ganske enkelt ikke være relevant for virksomhederne bortset fra en enkelt påmindelse under den såkaldte Muhammedkrise, hvor Danmark blev langt for had i visse muslimske lande, og dermed kunne der være en udfordring for danske virksomheder.
Lykke Friis bog ”Tårernes Europa” illustrerer med al tydelighed, at vi i fremtiden ikke kan tage konsensus og fred forgivet i vores fremtidsscenarier.
Lykke Friis: Tårernes Europa, Forlaget 28B, 2022
Find omtale af andre spændende bøger på Fremtidsbiblioteket
Følg mig her: