Generation Krænket
Står fremtiden på identitetspolitik til kvalmegrænsen?
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
”Den unge generation bliver stødt, hvis de udsættes for den mindste modstand, og føler sig krænket på en meget ømskindet richterskala.” Sådan lyder det i Caroline Fourest bog ”Generation krænket – fra sprogpoliti til tankepoliti,” som stiller skarpt på den nye krænkelseskultur, som især trives hos de unge. En generation som måske vil finde det ”upassende” eller ligefrem krænkende, hvis man laver pizza uden at komme fra Italien eller stiller spørgsmålstegn ved deres verdensopfattelse. Et evigt offercirkus, kalder Fourest det.
Venstrefløjskritik af venstrefløjen
Caroline Fourest er fransk feministisk forfatter og journalist, har siddet i redaktionen på det franske satiretidsskrift Charlie Hebdo og er stifter af det feministiske antiracistiske tidsskrift ProChoix. Fourest kritiserer den venstrefløj, som hun selv tilhører og mener, at venstrefløjen er på et helt forkert spor med sin fokus på identitetspolitik. Vi er ved at bliver kvalt af et krænkelses-tyranni, advarer hun.
Offeret på en piedestal
De unge i Generation Krænket er ualmindeligt tyndhudede og ømskindede og bliver stødt, hvis de skulle møde den mindste modstand. Det moderne samfund har sat offeret på en piedestal, og man kan altid smide race-, køns- eller kønsidentitetskortet. De unge har lært at råbe op, og i dag eksisterer man kun, hvis man føler sig krænket, mener Fourest.
Krænkelsesparate
Du unge har aldrig oplevet grumme tider med slaveri, kolonisering, deportation eller stalinisme, men bliver via medierne og debatten på de sociale medier stærkt indignerede over hvad som helst, selv om det er løsrevet fra enhver sammenhæng.
Hvor 1968-generation drømte om en verden uden forbud, går den nye generation mest op i at censurere, det som krænker dem. De er krænkelsesparate overfor den mindste modstand og kræver Safe Spaces eller trygge zoner, hvor de kun er blandt ligesindede og ikke udsættes for modstand eller diskussion.
Nej til pizza og yoga
Der er nok for de unge at blive krænket af, mener Fourest. Dreadlocks er no go, hvis man er hvid, yoga bør kun dyrkes af indere, man bør kun lave pizza, hvis man er italiener og kendisser, som bliver for solbrændte og får forstørret deres bagdel, krænker sorte mennesker.
Det handler om en forargelse i forhold kulturel approbation. Man kan ikke legitimt låne eller lade sig inspirere af andres kultur. Det er en krænkelse, hvis man udtrykker andres kultur uden selv at være en del af den.
Fourest advarer om, at en sådan krænkelseskultur kan tyrannisere debatten og lamme både kunst og innovation; for det er en gensidig inspiration, der udfordrer kreativiteten og skaber nye spændende blandingsformer i kunst, nadkultur og mode.
Hun mener også, at det er vigtigt, at man kan sætte sig i andres sted i teater og kunst. Alternativet er, at vi udvikler en monokultur, hvor man kun har det tøj på, og kun spiser den mad, som modsvarer ens baggrund. Hvor drejebøger og manus skal til godkendelse hos ”sensity-readers ”eller et ømfindtligheds-kontor, og hvor ingen tør spille en filmrolle, hvis de ikke har det passende køn, etnicitet eller handicap i det virkelige liv. Marlon Brando ville næppe have været italiensk nok til at spille godfather, for slet ikke at tale om Dustin Hoffman i rollen som kvinden Tootsie.
SoMe
Ifølge Fourest har de sociale medier nok skabt et frirum for debat, men samtidig også en frygt for internettets hundekobbel. For på de sociale medier får man opmærksomhed, straks man erklærer sig for krænket. Offerrollen giver legitimitet.
Fourest finder de nye fællesskaber glimrende, når man bekæmper uretfærdighed, vil vælte diktatorer eller kritisere private virksomheder, der opfører sig ublu eller uetisk, men kalder det absurd, at der sker angreb uden proportion på almindelige mennesker og kunstnere. F.eks. i forhold til en forfatter, fordi en eller anden har følt sig krænket over et eller andet. Der kan udvikle sig en lynchstemning, hvor domme afsiges og fungerer som vores tids inkvisition.
De sociale mediers standret, kalder Fourest det. Version 2.0 af begrebet folkehob.
Safe Spaces
Krænkelses-tyranniet vinder ind på uddannelsesinstitutioner i flere lande, hvor undervisere er bange for at tage emner eller bøger op, der kan virke stødende på nogen. Vil de undervise i noget, der ikke behager alle, må de advare inden, så følsomme studerende kan forlade rummet, inden de risikerer at blive stødt og have ret til at melde fra til undervisning. Fourest taler om en liste over mikro-aggressors, der udløser krav om Trigger Warmings på amerikanske universitetet. På den måde kan store litterære værker bortdømmes som for kontroversielle. Venstrefløjens unge identitetspolitikere smadrer endnu ikke statuer, men forlanger at på dem dækket til, hævder Fourest.
På mange amerikanske universitet er det indrettet Safe Spaces eller tryghedszoner, hvor man kan være blandt ligesindede og komme sig over alle krænkelserne i den komplekse verden
På den måde kan studerende undgå enhver form for diskussion eller modsigelse, hvilket ifølge Fourest kan udvikle universitet fra at være templer for den ypperste lærdom til forlystelsesparker for tanketurister.
Fourest er dybt bekymret over udviklingen. Hun mener, at universitetet bør være et åbent sted for alle, hvor ideerne brydes. Ellers kvæler vi al debat, og ytringsfriheden bliver sat ud af kraft. Unge må som en vigtig del af et studium lære ikke at lade sig krænke så let, og at tænke frit fremfor at hyle i kor.
Universel versus identitetspolitik
Faktisk er Fourest bekymret i forhold til lighed og ytringsfrihed som nogle af de grundlæggende fundamenter i et moderne demokrati. Hun skelner her mellem to opfattelser af lighed og retfærdighed; universalismen og identitetspolitik.
Lighed kan betragtes som en universel rettighed, uanset køn, race mv. Alle skal have mulighed for at udfolde deres individualitet og definere sig selv uden at blive diskrimineret. Målet med at udrydde diskrimination skal ikke ske ved at opnå særrettigheder på baggrund af køn eller race. Denne opfattelse er typisk fransk-europæisk og handler om retten til at blive behandlet ens.
Heroverfor står en identitetspolitisk opfattelse af, at minoriteter bør have positiv særbehandling. Altså en ret til at blive behandlet forskelligt. Denne opfattelse har amerikanske rødder og Fourest mener, at den i stigende grad finder vej til Europa, og er grundlaget for den nye krænkelseskultur.
Identitets politik til kvalmegrænsen
Identitetspolitik tager udgangspunkt i en bestemt minoritetsgruppe, og har fokus på race, køn og biologi. Det handler om at bryde med den generelle bevægelse for lighed og rettigheder, og i stedet skille sig ud for at granske sin egen identitet til bunds. Slås om, hvem der er det største offer. Fourest nævner kvindesagen, hvor f.eks. sorte kvinder i stedet for at kæmpe for alle kvinders rettigheder, skiller sig ud og danner deres egen bevægelse med rettigheder for sorte kvinder. Ifølge Fourest en separatisme, hvor der i stedet sker en fastlåsning af identitet fremfor at man arbejder sig hen mod øget retfærdighed for alle.
Fourest mener, at en sådan separatisme med sit krænkelses- og minoritets-tyranni i virkeligheden modvirker målet, fordi det medfører øget modvilje og afstandtagen fra andre. Og grobund for ultrakonservative kræfter, der får let ved at bevise, at identitetspolitikkens er stukket af.
Dermed har den identitetspolitiske vækkelse gavnet den yderste højrefløj, hævder Fourest. Vi bliver kvalt af krænkelsestyranieet.
Frederik V statue i perspektiv
Det kan absolut anbefales at læse ”Generation krænket,” hvis man interesser sig for de identitetspolitiske strømninger, som også har fundet vej til Danmark. Fourest kommentar om, at venstrefløjens unge identitetspolitikere endnu ikke smadrer statuer, men forlanger dem dækket til, kan vel sætte episoden, hvor en gruppe unge aktivister dumpende statuen af Frederik V i Københavns Havn, i perspektiv
Har Fourest ret i, at de unge er overfølsomme og krænkelsesparate, kan det nok få indflydelse på regler og rammer især på uddannelsesinstitutionerne, men også på arbejdspladser i fremtiden.
Caroline Fourest: Generation krænket – fra sprogpoliti til tankepoliti, Forlaget Grønningen 1, 2020
Find omtale af andre spændende bøger på Fremtidsbiblioteket
Følg mig her: