Det ukontrollerbare
De vigtigste pointer fra Hartmut Rosa: Det ukontrollerbare
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Man kan købe en kat, men man kan ikke tvinge den til at spinde. Kunne man tvinge den, ville det, ikke være noget særligt og man ville ikke kunne opleve ”resonans”.
Resonans er en oplevelse, som man ikke kan bestille eller betale sig til, men som ”taler til os.” Noget vi i stigende grad mister i det senmoderne samfund med vores behov for at have kontrol over verden, erobre og beherske den, hævder den tyske sociolog Harmut Rosa i sin nyeste bog ”Det ukontrollerbare”
Med kontrol over alt bliver livet mindre interessant, trækker sig væk fra os og fører til angst, frustration, vrede og fortvivlelse.
Resonans – at blive bevæget
Resonans betyder, at man bliver inderligt berørt eller bevæget. Man reagerer, får gåsehud, der sker noget med en, og vi forandres. Det kan ske i kontakt med et andet menneske, ved at læse en bog, se et landskab, få en ide, lytte til et stykke musik. Vi bevæges, rykker os og er ikke den samme mere.
Man kan ikke opnå øjeblikke med resonans med vilje eller beslutte, hvor længe det skal vare. Resonans kan ikke fremtvinges, garanteres eller oplagres. Det er de helt særlige oplevelser, der givet livet fylde og nuancer.
Det kræver, at man tør være sårbar og blotte sig, og har evnen til at kunne nå nogen eller noget, hvor udfaldet er åbent. Så længere vi er sikre på forløbet og har vi kontrol over det, kan vi nok få succesoplevelser men ingen resonansoplevelser, siger Rosa.
Med balance mellem det, man kan kontrollere og det, man ikke kan kontrollere, kan man være heldig og opleve resonans, Men man kan ikke beslutte, at i dag vil jeg lade mig bevæge!
Halvkontrollerbart som forudsætning
At noget er kontrollerbart, indebærer, at det er synligt, opnåeligt, at det kan beherskes og være nyttigt for os. Vi kan altså styre tingene. Dette i modsætning til det ukontrollerbare. Det vi ikke kan betale os til eller få garanti for at opnå.
Man kan forsøge at kontrollere sin oplevelse ved at bestille den dyreste vildeste safari, men ikke fremtvinge et særligt øjeblik med naturen. Man kan sikre sig adgang til samtlige musiknumre igennem en musiktjeneste, men ikke betale sig til, at finde en inderlige glæde og eksistentiel forandring ved at lytte til det. Og man kan anskaffe sig en kat men ikke tvinge den til at spinde. Så snart vi griber ud efter kameraet og forsøger at gemme flygtige solnedgange i foto form, stopper resonansoplevelsen.
Når Rosa siger, at det alligevel handler om en balance mellem, det man kan kontrollere, og det man ikke kan kontrollere, er det fordi de mulige oplevelser overhovedet skal være tilgængelige for os jvf. safari-turen. Man kan ”kontrollere”, når man bestiller rejsen, man får adgang, resten er overladt til det, vi på ingen måde kan kontrollere, den særlige oplevelse. Det samme gælder kærlighedsforhold, hvor vi kan søge modparten, men kan man kontrollere og beherske, slukkes begæret. Den anden person skal kunne sige nej og have sin egen vilje. Vi kan altså kun opleve resonans, når noget er halvkontrollerbart. Man skal kunne møde det, men ikke kontrollere det.
Vækstspillet
En grundangst i senmodernitet er, at verden bliver stum, mener Rosa. I takt med, at vi kan kontrollere mere og mere, kommer verden til at mangle resonans og bliver stum.
Siden 18 århundrede tallet har den vestlige moderne verden været drevet af vækst, og vækst har været og er en forudsætning.
Det paradoksale er, at hvor der tidligere var håb om, at verden blev stadig bedre har forudsætningen om vækst ændret sig fra et håb til en trussel. Hvis ikke vi bliver bedre, hurtigere, mere effektive mister vi arbejdspladser, og skatteindtægterne falder og kan derved ikke opretholde velfærdssamfundet.
Det er ikke begæret efter mere, men angsten for stadigt mindre, der holder vækstspillet i gang i dag, hævder Rosa Empiriske undersøgelser viser, forældre ikke længere er motiverede af, at børn skal få det bedre, men af at det ikke skal gå børnene dårligere end dem.
Derfor vil vi udnytte ALT for at bevare den dynamiske balance; råstoffer, nye markeder, sociale og psykiske potentialer, udvikle viden, teknik og have øget styring/kontrol.
Alt skal besejre og bestiges
Når man er drevet af angst og ikke af håb, får vi en forestilling om, at det bliver vigtigt at få kontrol, og penge bliver et symbol på adgang. Alt skal bare være et klik væk. Uanset om det handler om en shoppingtur i Dubai, den lækre skihytte i Norge eller Ayurveda-kuren i Indien.
Vi vil beherske alt, og får på den måde ”et aggressivt” forhold til verden. Alt uden for os selv mødes som udfordringer. Steder skal besøges og fotograferes, bjerge skal bestiges, film der skal ses. Der skal måles blodtryk, registreres på skridttæller og kalorietabeller, vi skal blive mere klimabevidste, mindfull, gå til yoga og forbedre os.
Hverdagen bliver en lang to-do-liste og vi bliver mere og mere udmattede.
Forældres stemme undergraves
Det er blevet muligt nærmest at kontrollere selve livet og ens livsforløb. Kan noget kontrolleres med et måleapparat eller en app, må det ukontrollerbare vige. Derved begrænses muligheden for resonansoplevelser, og angst og vrede stiger, mener Rosa
Død og tilblivelsen af nyt liv er stadig ukontrollerbart, men mere og mere kan planlægges og kontrolleres: Hvornår det passer en at blive gravid ved at fryse ægceller ned, valg af biologiske kvaliteter og grad af handicap, hvor meget vil vi gå med til? Klumpfod?
Barnets udvikling overvåges nøje - er mit barn nu alderssvarende? Apparater, skemaer og ekspertråd undergraver forældres fornemmelse for deres barn og dets behov. Der er et optimeringspres i forhold til alt omkring barnet; spise, bevægelse, sove, lære – alt måles i forhold til et parameter.
I skolen måler man læring med Pisa-undersøgelser, men som Rosa fremhæver, er dannelse en halv-kontrollerbar proces. Man kan have læreplaner og krav om præstation, men ”antændelsestidspunktet,” hvor den enkelte elev for alvor mærker læringssuset, kan ikke tvinges.
Videre i livet sker partnervalg oftere og oftere via Tinder matchning og vi forsøger at kontrollere følelseslivet med en hængelås på en bro eller udmelding om vores forhold på Facebook.
Døden mødes med en managementholdning
Selv når kroppen begynder at forfalde eller bliver syg fortsætter forsøget på at kontrollere. Opmærksomheden rettes mod det kontrollerbare; blodtryk, medicin, målepunkter på en skala, og der bliver ikke plads til nærværet mellem patient og personale. Jo mere snild teknologi og medico, systemet kan tilbyde, jo mere fortvivlet bliver patienten og fremstår som taber, der alligevel ikke kunne bekæmpe kræften.
Selv det at dø blive formet som en opgave og mødt med en managementholdning. Efter døden forsøger vi at kontrollere livet efter livet med sindige testamenter, velvidende, at der altid indtræffer noget tilfældigt.
Rosa forsøger ikke at moralisere, men konstaterer blot, at meget eksistentiel vigtig er flytte fra skæbne til noget kontrollerbart. Og i takt med, at alt kan overvåges og kontrolleres, stiger angsten for, at noget går galt.
En endeløs spiral af skuffelser
I takt med, at vi forsøger at kontrollere mere og mere, mister vi reelt vores ægte kontakt med livet i form af færre oplevelser med resonans.
Vi forsøger at tilfredsstille vores fundamentale menneskelige længsel via ting, som vi kan købe og kontrollere. Smarte reklamer forsøger at fange vores behov for resonans, men genstandsbegær kan ikke sikre oplevelser med resonans.
Vi kan købe mere og mere, men bliver blot skuffede og kan så bestille nye og større varer eller nye dyrere rejser i håb om at opleve resonans. Den højere middelklasse forsøger sig med klosterferie, vandring på Caminoen og oplevelser, hvor man skal være i ”nuet”. Vi søger hele tiden nye oplevelser men ender i en endeløs spiral af skuffelse
Jo mere vi eftertragter resonans, jo mindre er sandsynligheden for, at det indtræffer. Hvis vi ikke tør det ukontrollerbare, bliver vi ikke i stand til at opleve resonans, siger Rosa. Vi oplever fremmedgørelse i stedet for forvandling, tingsliggørelse i stedt for levendegørelse. Vi kan ikke høre verden og mærke os selv. Vi mangler resonans.
Et stivnet samfund
Både mennesket men også samfundet stivner uden det ukontrollerbare, hævder Rosa, vi har behov for usikre processer. Banebrydende innovation kan ikke fremtvinges eller forudsiges. Men hverken private virksomheder eller offentlig instans har råd til at bruge penge, tid og kræfter på noget, man ikke ved, om der kommer noget ud af.
Gode ideer drænes af regler og drukner i processen. Man kan helt sikkert skabe mange kontrollerbare processer, det skaber bare ikke noget socialt liv, lyder det fra Rosa.
Som et monster
Ikke nok med at vi mister resonans som mennesker, og samfundet stivner, vores behov for at kontrollere alt springer tilbage til os som et monster. Vores forsøg på at kontrollere slår over i dets modsætning.
Ved at ville besejre og udnytte kloden oplever vi miljøudfordringer. Med globalisering forsøger vi at kontrollere verden, men reelt er den blevet mere kaotisk, farligere og mere uforudsigelig. Det bliver svært at vælge den rigtige uddannelse og planlægge en karrierevej – intet er til at regne ud.
Hverdagsopgaver bliver fremmede for os. En bil er optimeret og kontrolleret, men hvis noget går galt, aner vi ikke hvad vi skal stille op. Hvad vi tidligere kunne klare med et par greb kræver nu en kranvogn, dyre reservedele og måske en uges ventetid, siger Rosa. Vores egne evner undergraves og derfor bliver verden ukontrollerbar. Ved at gøre alt omkring fødsel, børn, søvn, mad, krop og sjæl kontrollerbart, mister vi evnen til noget, som vi i århundrede havde styr på. Verden er måske blevet mere som kontrollerbar, men nu kan vi ikke høre os selv.
Rosas bog er særdeles tankevækkende i et fremtidsperspektiv. Er vi i vores forsøg på at kontrollere alt og alle og nå hele verden reelt ved at gøre livet stumt og angstfyldt og fyldt med vrede og skuffede mennesker, der ikke oplevede det sublime, de forventede selv på 1. klasse? For er det reelt sådan, som Rosa siger, at vrede og frustration ikke bunder i det, som vi endnu ikke kan få fat i, men i det vi har mistet, fordi vi kontrollerer og hersker over det hele. Har vi mistet resonans og selve livets stemme?
Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare, Eksistensen, 2020
Find omtale af andre spændende bøger på Fremtidsbiblioteket
Følg mig her: