Stadigvækalderen
Stadigvæk-alderen: en venlig buffer i forhold til afvikling og reel alderdom.
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Bragt i Århus Stiftstidende maj 2017
Det går ikke længere, lod min frisør mig forstå. Altså det med de lyse striber i håret. En mere varm naturlig farve er åbenbart mere passende for en kvinde på 50+. ”Men dit hår er så krøllet og fyldigt, at du stadigvæk kan beholde dit lange hår,” tilføjede han opmuntrende. Stadigvæk. Et ord, der vidner om, at intet varer ved og alderdommen sniger sig ind. Heldigvis tror jeg, at ”stadigvæk alderen” strækker sig længere i fremtiden.
Ifølge den tyske filosof Wilhelm Schmid kan vi inddele livet i fire faser. Fase et, hvor alt handler om udvikling, fra ble til det første skridt til uddannelse og en følelse af, at du kan blive lige, hvad du vil. Det hele handler om udvikling, om at være ungdommelig attraktiv og prøve sig selv af.
Når man er ca. 25-30 år sætter fase to ind. Her skulle man gerne være færdig med sin uddannelse og sværmen omkring, parat til at præstere, bruge det, man har lært og etablere sig med familie. Man erkender, at man ikke længere kan blive alt, men kan vemodigt tænke ”jeg kunne også være blevet”. Ifølge filosoffen en hektisk og frugtbar fase med børn og karriere. Den tredje fase vil jeg lidt frit fortolket kalde ”stadigvæk-alderen”, som er en venlig buffer i forhold til den fjerde og sidste fase, der handler om gradvis afvikling, reel alderdom og måske ender man i bleen igen.
”Stadigvæk alderen”: Ordet ”stadigvæk” sniger sig ind fra omkring 50 års alderen og tager til i styrke. Man kan stadigvæk tage en efteruddannelse, følge med i den digitale udvikling og nå endnu en forfremmelse. Stadigvæk rejse verden tynd, træne op til en maraton, skabe endnu en familie og se godt ud på en venlig lørdag. Stadigvæk er dog tit forbundet med små kneb. Man kan stadigvæk læse en god bog, hvis man har læsebriller på, stadig skride frem på høje hæle, hvis der er en skumpude til forfoden og præstere kurver med push up og push in. Du ser da stadigvæk godt ud, kan folk så venligt sige. Og vi kan og skal på godt og ondt sikkert være i vigør i flere år end tidligere generationer.
Aldersforskere hævder, at det i fremtiden ikke vil være unormalt at blive 100 år takket være sundere levevis og fremskridt indenfor medicin og behandlingsformer. Derfor er det ikke underligt, at politikere taler om, at vi skal arbejde op i en langt højere alder og efterløns- og pensionslader allerede er forhøjet. Ellers bliver det for dyrt for velfærdssamfundet, er argumentet. Set i min egen omgangskreds er der dog mange der slår sig i tøjret og ikke er indstillet på at arbejde op til de 70 år i erkendelse af, at biologien indhenter os. Med årene bliver vi både fysisk og psykisk mere skrøbelige. Lidt hold i ryggen, et knap så ungdommeligt look og måske lettere stressede. Det kan være lidt for heftigt stadigvæk at skulle performe fuldt ud på arbejdsmarked op i en høj alder.
Det positive er dog, at aldersbegrebet har ændret sig og det er i orden at leve for fuld skrue langt op i stadigvæk-alderen. Engang tilsagde normer, at 50+ alderen var tid til at geare ned og opføre sig adstadigt, i dag styrter mine venner rundt på villaveje i løbeoutfit, rejser verden tynd, får nye spændende job, skifter måske partnere og danser stadigvæk til vild musik. Der er intet tegn på, at vi frivilligt lader os opsluge af sutsko, hygge og livsmæthed. Vi hænger godt på livets sus ved hjælp af smarte briller, knæoperationer, dyr rynkecreme, knap så blonderet hår - og den sundhedsteknologiske udvikling er med os. I fremtiden kan vi stadigvæk langt op i stadigvæk-alderen!
Følg mig her: